The Greek that is translated as “the Alpha and the Omega” in English, referring to the first and the last letter of the Greek alphabet is translated in German as “das A und O.” Even though the German alphabet does not end with the letter O, “das A und O” has become an idiom, that — like the Greek — refers to the end and the beginning or the whole.
Languages that versions of “the Alpha and the Omega” have become an idiom with the same meaning include:
The Hebrew text of Psalm 119 uses an acrostic that separates the 176 verses into 22 sections of 8 verses each, all starting with the same successive letter of the Hebrew alphabet. Some Bible translations note this by using the Hebrew letters or their transcriptions as section titles, others, including the translation into Natügu (see here ) or the Hungarian translations by Szenczi Molnár Albert from 1606 (see here) or by Hajdók János from 1978 (see here ), use a different letter of their alphabet for the first line of each of the sections.
The DanishBibelen på Hverdagsdansk (publ. 1985, rev. 2015 et al.) translated Psalm 119 into an acrostic in which each of the verses in each section starts with the same letter, although not following the successive order of the Danish alphabet.
Click or tap here for the complete psalm in Danish
1 Velsignede er de, som gør Guds vilje,
alle de, som adlyder Herrens love.
2 Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
og søger ham af hele deres hjerte.
3 Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
derfor vælger vi at gøre hans vilje.
4 Vi kender dine befalinger, Herre,
som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
5 Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
6 Ved at fokusere på alle dine befalinger
undgår jeg at blive gjort til skamme.
7 Vore hjerter bryder ud i tak,
når vi forstår dine retfærdige love.
8 Vær tålmodig med mig,
for jeg ønsker at adlyde dine bud.
9 Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
og vil aldrig glemme dit ord.
17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
og jeg ønsker at følge din vejledning.
25 Jeg er nedslået og fortvivlet.
Giv mig nyt mod ved dit ord.
26 Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig.
Lær du mig nu dine principper.
27 Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud,
og jeg beundrer dine gode love.
28 Jeg føler mig så udkørt og trist.
Styrk mig ved dit ord.
29 Jeg vil altid være ærlig over for dig,
lad din lov forvandle min karakter.
30 Jeg har valgt at være trofast,
sat mig for at følge dine lovbud.
31 Jeg klynger mig til dit ord,
for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre.
32 Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud,
for du har givet mig viljen til at gøre det.
33 Lær mig at følge dine love, Herre,
så jeg altid er lydig imod dem.
34 Lad mig vokse i forståelsen af din lov,
så jeg kan holde den af hele mit hjerte.
35 Led mig fremad på lydighedens vej,
for at følge dine bud er min lyst.
36 Lad mit hjertes ønske være at følge dit ord
i stedet for at stræbe efter penge og profit.
37 Livet uden dig er ikke andet end tomhed,
men at følge dit ord giver mig indhold i livet.
38 Lad mig hvile i troen på dine løfter,
som gælder alle, der adlyder dig.
39 Lad dem, der håner mig, blive til skamme,
for jeg ved, at dine bud er gode.
40 Længslen efter dine love ligger i mit hjerte,
hjælp mig til altid at efterleve dem.
41 Du har lovet at redde mig, Herre.
Vis mig nu din trofasthed og grib ind.
42 Det er dit ord, jeg har sat min lid til.
Giv mig et svar til dem, der håner mig.
43 Det, at du redder mig og griber ind,
vil bevise, at det, jeg har sagt om dig, er sandt.
44 Da vil jeg altid holde din lov,
både nu og til evig tid.
45 Det giver mig en vældig frimodighed,
at jeg bygger mit liv på dine love.
46 Derfor skammer jeg mig ikke over dit ord,
men forkynder det frimodigt selv for konger.
47 Det er en stor glæde at kende dine bud.
Åh, hvor jeg elsker dem.
48 Dagligt rækker jeg hænderne ud efter dem.
Det fryder mig at kunne meditere over dem.
49 Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
for det er dem, der giver mig håb.
50 Hver gang jeg kommer ud for modstand,
giver dit ord mig nyt mod på livet.
51 Hån og spot hagler ned over mig,
men jeg holder fast ved dit ord.
52 Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
53 Harmen vælder op i mig,
når de gudløse gør nar af dine bud.
54 Hvor jeg end opholder mig,
hylder jeg dine befalinger med glæde.
55 Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
også da vil jeg adlyde dine bud.
56 Hver dag vil jeg følge dine bud,
for det giver mig glæde i livet.
57 Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
og jeg har besluttet at følge dine bud.
58 Jeg beder dig af hele mit hjerte:
vær nådig imod mig, som du har lovet.
59 Jeg har gjort status over mit liv
og har valgt at rette mig efter dit ord.
60 Jeg vil ikke vente eller tøve,
men straks gøre det, du siger, jeg skal.
61 Jeg vil aldrig glemme din lov,
selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
62 Jeg kan stå op midt om natten
for at takke dig for dine gode love.
63 Jeg er ven med alle, der tjener dig
og overholder dine forordninger.
64 Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
lær mig at forstå dine bud til bunds.
65 Du har holdt dit løfte, Herre.
Du har velsignet mig som din tjener.
66 Dine befalinger og bud er gode,
lær mig at forstå dem og bruge dem ret.
67 Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje,
men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord.
68Du er god og gør altid det gode.
Hjælp mig at adlyde dine befalinger.
69 Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig,
men jeg vil helhjertet holde din lov.
70 De er både tykhovedede og stivnakkede,
men at adlyde dit ord giver mig glæde.
71 Det var godt, at du ydmygede mig,
så jeg kunne lære at overholde dine bud.
72 Dit ord er mere værd for mig
end guld og sølv i dynger.
73 Dine hænder formede min krop.
Giv mig nu forstand til at fatte dine bud.
74 De gudfrygtige hilser mig med glæde,
for jeg har sat min lid til dit ord.
75 Dine domme er retfærdige, det ved jeg,
du ydmygede mig for mit eget bedste.
76 Din nåde og barmhjertighed rejste mig op igen,
akkurat som du havde lovet din tjener.
77 Din nåde gav mig nyt livsmod,
for jeg elsker trods alt dine bud.
78 De hovmodige spottere bliver gjort til skamme,
for de bagtaler mig uden grund.
Men jeg vil grunde over dine befalinger.
79 De der kender dine bud og adlyder dig,
dem vil jeg gerne have fællesskab med.
80 Din lov vil jeg følge af hele mit hjerte,
så behøver jeg aldrig at skamme mig.
81 Herre, jeg længes efter, at du redder mig.
Jeg har sat min lid til dine løfter.
82 Hvornår griber du ind og hjælper mig?
Jeg er snart træt af at vente.
83 Herre, jeg er som en indtørret, tilrøget lædersæk,
men dine bud glemmer jeg aldrig.
84 Hvor mange dage skal der gå?
Hvornår vil du straffe mine forfølgere?
85 Hovmodige mennesker, som hader din lov,
har gravet en faldgrube for mig.
86 Hele din lov er troværdig og pålidelig,
åh, hjælp mig mod de gudløses angreb.
87 Herre, de har næsten gjort det af med mig,
men jeg vil ikke svigte dine bud.
88 Hold mig i live på grund af din trofasthed,
så jeg kan adlyde de befalinger, du har givet mig.
89 Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid,
det er fast forankret i Himlen.
90 Din trofasthed rækker fra slægt til slægt,
du har grundfæstet jorden, så den ikke kan rokkes.
91 Dine love står fast til denne dag,
for du er universets Herre.
92 Dit ord gav mig den trøst, jeg havde brug for,
ellers var jeg for længst gået til grunde.
93 Dine love vil jeg aldrig glemme,
for det er dem, der holder mig i live.
94 Dig tilhører jeg, for du er min Gud.
Hjælp mig, for jeg ønsker at følge dine bud.
95 De gudløse lurer på at slå mig ihjel,
men jeg har altid dine love i tanke.
96 De fleste ting har deres begrænsning,
men dine befalinger har uanede dybder.
97 Jeg elsker dine bud, Herre.
Dagen igennem er de i mine tanker.
98 Jeg mediterer over dit ord hver dag,
det giver mig et fortrin frem for mine fjender.
99 Jeg har altid dine bud i mine tanker,
de gør mig visere end mine vejledere.
100 Ja, jeg er klogere end de gamle og erfarne,
for jeg adlyder dine befalinger.
101 Jeg holder mig væk fra enhver form for ondskab,
for jeg ønsker at adlyde dit ord.
102 Jeg går ikke vild, men følger dine bud,
for du er den, der underviser mig.
103 Jeg elsker at smage på dit ord,
det er sødere på tungen end honning.
104 Jo mere indsigt jeg får i dine bud,
des mere hader jeg løgnens vej.
105 Dit ord er en lygte for min fod,
et lys på vejen foran mig.
106 Dine love er gode og retfærdige,
jeg har lovet mig selv altid at overholde dem.
107 Der er mange, som er imod mig, Herre,
men du giver mig nyt mod, som du har lovet.
108 Du fortjener min lovsang og tak, Herre,
fortsæt med at lære mig din vilje.
109 Dine bud vil jeg aldrig glemme,
også selv om det bringer mig i livsfare.
110 De gudløse sætter fælder for mig,
men jeg viger ikke en tomme fra dit ord.
111 Dine love er mit evige eje,
de fylder mit hjerte med glæde.
112 Det er min faste beslutning at adlyde dit ord,
indtil jeg drager mit sidste suk.
113 Dem, der følger dig halvhjertet, hader jeg,
men jeg elsker din lov af hele mit hjerte.
114 Du er min tilflugt og mit skjold,
dit ord er det, der giver mig håb.
115 Der er ingen, der kan hindre mig i at adlyde Gud,
de, der vil prøve, tager jeg afstand fra.
116 Du har lovet at give mig styrke til at leve efter dit ord.
Jeg er overbevist om, at du ikke skuffer mig.
117 Den hjælp og støtte, jeg får fra dig,
betyder, at jeg fortsat kan adlyde dine bud.
118 Du forkaster dem, der foragter dit ord,
de er falske og fulde af løgn.
119 Du lader alle de gudløse ende som aske.
Er det da mærkeligt, at jeg elsker dit ord?
120 Dine domme er retfærdige og kan ikke appelleres,
derfor bæver jeg for dig i ærefrygt.
121 Jeg forsøger altid at gøre det rigtige.
Lad ikke mine fjender få bugt med mig.
122 Jag de stolte og overmodige mennesker væk,
så de ikke har mulighed for at skade mig.
123 Jeg er træt af at vente på, at du redder mig,
selv om jeg ved, at du altid holder dine løfter.
124 Jeg ved, at din kærlighed omslutter mig,
lær mig at kende din vilje.
125 Jeg er din tjener, giv mig forstand
til at fatte dine formaninger.
126 Jeg græmmes, når de gudløse overtræder dine bud.
Herre, hvornår griber du ind?
127 Jeg foretrækker din lov
frem for guld og grønne skove.
128 Jeg hader løgn og bedrag,
men elsker at adlyde dine bud.
129 Din vejledning er vidunderlig,
jeg ønsker at rette mig efter den.
130 Dit ord bringer lys, når det bliver forstået,
selv begyndere kan fatte det.
131 Dit ord skaber en længsel i mig,
jeg kan aldrig få nok af det.
132 Din nåde og barmhjertighed gør mig godt,
du er god mod alle, som elsker dig.
133 Dit ord viser mig den vej, jeg skal gå,
så jeg ikke bliver overrumplet af det onde.
134 Der er mennesker, som vil føre mig på vildspor.
Hjælp mig til at holde fast ved dine bud.
135 Du velsigner mig med dit nærvær.
Hjælp mig at tjene dig bedre.
136 Der er mange, der ikke holder dine bud,
derfor strømmer tårerne ned over mine kinder.
137 Du er en god Gud, Herre,
alle dine love er retfærdige.
138 Dine principper er fuldkomne,
og din trofasthed er stor.
139 Der er mange, som ignorerer din vejledning,
og det skærer mig i hjertet at se det.
140 Dit ord er ædelt som renset sølv,
derfor elsker jeg det så højt.
141 Der er ikke noget særligt ved mig,
men jeg forsømmer ikke at adlyde dine bud.
142 Din retfærdighed varer evigt,
din lov vil altid være sand.
143 Det sker, at jeg tynges af bekymring og uro,
men dine bud gør mig glad igen.
144 Din lov står altid ved magt,
lad mig forstå den bedre dag for dag.
145 Jeg beder dig inderligt om hjælp, Herre.
Svar mig, og jeg vil adlyde dine bud.
146 Jeg råber til dig: „Red mig,
så jeg kan adlyde dine bud.”
147 Jeg er oppe før daggry for at råbe om hjælp,
for jeg sætter min lid til løfterne i dit ord.
148 Jeg ligger vågen om natten
og mediterer over dit ord.
149 Jeg beder dig, Herre, hør min bøn,
vær mig nådig og red mit liv.
150 Jeg gruer for, hvad mine fjender vil gøre,
for de er ligeglade med din lov.
151 Jeg ved dog, at du er mig nær, Herre,
alle dine bud er grundet på sandheden.
152 Jeg har for længe siden lært,
at dit ord står urokkeligt fast.
153 Vær nådig og fri mig fra mine lidelser,
for jeg har ikke taget let på din lov.
154 Ved at høre dine løfter får jeg nyt mod.
Kæmp på min side og red mig.
155 Ved at gøre oprør mod dig og dine bud,
har de gudløse mistet håbet om frelse.
156 Hvor er din nåde dog stor, Herre,
du har magt til at redde mit liv.
157 Vel er mine fjender og modstandere mange,
men jeg holder fast ved dine lovbud.
158 Ved synet af de gudløse bliver jeg fyldt med foragt,
for de gør oprør mod dine bud og befalinger.
159 Vis mig din kærlighed og red mit liv,
Tænk dog på, hvor højt jeg elsker dine love.
Giv mig liv, for du elsker mig med trofast kærlighed!
160 Værdien af dit ord er ubeskrivelig,
det er troværdigt og står fast for evigt.
161 Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund,
men jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte.
162 Din vejledning fylder mig med glæde,
som en, der har vundet en stor gevinst.
163 Det er løgn og bedrag, jeg hader,
men jeg elsker dit ord.
164 Dag efter dag vil jeg takke dig
for dine retfærdige lovbud.
165 De, der elsker din lov, lever trygt,
intet kan rokke dem.
166 Der er en forvisning i mit hjerte om, at du vil redde mig,
og jeg vil blive ved med at adlyde dine bud.
167 Dine befalinger har jeg altid for øje,
jeg elsker dem af hele mit hjerte.
168 Du ved, at jeg har adlydt dine bud,
for mit liv ligger udbredt for dig.
169 Jeg beder om hjælp, Herre, lyt til mit råb.
Lad dit ord give mig råd og vejledning.
170 Ja, jeg beder så inderligt om nåde,
grib ind og red mig, som du har lovet.
171 Jeg vil lovprise dig, Herre,
for du har lært mig at forstå dine bud.
172 Jeg vil synge en sang om dit ord,
for alle dine love er gode og retfærdige.
173 Jeg venter på, at du griber ind,
for jeg har valgt at gøre din vilje.
174 Jeg længes efter, at du redder mig, Herre,
og jeg glæder mig over dine lovbud.
175 Jeg ønsker at leve i lovprisning til dig.
Lad dit ord være min støtte på livsvejen.
176 Jeg er som et får, der er faret vild.
Kom og red mig, for jeg har holdt fast ved dine bud.
There are two Dutch translations that maintain the acrostic: Naardense Bijbel (publ. 2004) and the Tot Lof van God by Frans Croese (publ. 2010).
Click or tap here for the complete psalm in the Dutch translations
Naardense Bijbel:
1
Al wie gaaf van weg zijn: zalig!, ✡
die wandelen
volgens het onderricht van de Ene!
2
Al wie houden zijn overeenkomsten:
zalig!- ✡
met heel het hart hem zoeken!
3
Ach nee, valsheid begaan zij niet, ✡
zij wandelen op zijn wegen.
4
Al uw verordeningen hebt gij geboden ✡
om ten zeerste te bewaken.
5
Ach, waren mijn wegen vast genoeg ✡
om uw inzettingen te bewaken.
6
Aan schaamte zou ik voorbij zijn ✡
als ik acht sloeg
op al uw geboden.
7
Aan u breng ik dank
in oprechtheid van hart, ✡
nu ik leer
uw gerechte regels.
8
Al uw inzettingen zal ik bewaken; ✡
verlaat mij niet te zeer!
Beth. In quo corrigit.
9
Bij wat houdt wie jong is
zijn pad schoon?- ✡
door het te bewaken
volgens uw woord!
10
Ben ik niet met heel mijn hart
u gaan zoeken?- ✡
laat niet toe dat ik afdwaal
van uw geboden!
11
Berg ik wat gij zegt niet in mijn hart?- ✡
opdat ik
niet zondig tegen u!
12
Begroeten mag ik u, Ene: gezegend!- ✡
wil uw inzettingen aan mij leren!
13
Breeduit vertelden mijn lippen ✡
alle
rechtsregels van uw mond.
14
Blij ben ik
op de weg van uw overeenkomsten, ✡
als was ik onmetelijk rijk!
15
Bepeinzen zal ik wat gij verordent, ✡
ik zal acht slaan
op uw paden.
16
Bij uw inzettingen zoek ik verkwikking, ✡
ik zal uw woord nooit vergeten!
Gimel. Retribue servo tuo.
17
Gun het uw dienaar dat ik mag leven, ✡
en zal waken over uw woord.
18
Geef zicht aan mijn ogen, dat ik acht sla ✡
op de wonderen
uit uw Wet!
19
Gast-en-zwerver ben ik op de aarde, ✡
verberg uw geboden
voor mij niet!
20
Geteisterd wordt mijn ziel
door verlangen ✡
naar uw rechtsregels, te aller stond.
21
Gedreigd met uw vloek
hebt gij verwatenen,- ✡
die afdwalen van uw geboden.
22
Gij, wentel van mij smaad en verachting, ✡
ik heb uw overeenkomsten toch gehouden?
23
Gingen vorsten ook zitten,
voerden ze over mij gesprekken, ✡
uw dienaar
bepeinst uw inzettingen.
24
Geluk vind ik juist in uw overeenkomsten, ✡
mijn raadslieden, dat zijn zij!
Deleth. Adhæsit pavimento.
25
Daar ligt mijn ziel, gekleefd aan het stof, ✡
doe mij leven,
naar uw woord!
26
De wegen die ik ging heb ik verteld,
en gij hebt geantwoord, ✡
wil mij uw inzettingen leren.
27
De weg van uw orders, doe mij verstaan, ✡
ik wil uw wonderdaden
bepeinzen!
28
Droefheid doet mijn ziel vervloeien, ✡
doe mij opstaan,
naar uw woord!
29
De weg van leugen,
houd die van mij verre, ✡
begenadig mij met uw Wet!
30
De weg van waarheid heb ik gekozen, ✡
uw rechtsregels hield ik mij voor.
31
Dat ik mij
aan uw overeenkomsten vastklampte, ✡
Ene,
maak mij daarin niet beschaamd.
32
De weg van uw geboden zal ik rennen, ✡
ja, gij maakt ruimte voor mijn hart!
He. Legem pone mihi.
33
Ene, in de weg van uw inzettingen
onderricht mij, ✡
die wil ik houden tot het einde.
34
En geef mij begrip,
dat ik kan houden uw Wet, ✡
haar met heel mijn hart bewaren.
35
Een weg in het spoor van uw geboden,
laat die mij begaan, ✡
want daarin heb ik behagen.
36
Enkel uw overeenkomsten,
neig daarheen mijn hart, ✡
en niet naar eigen voordeel.
37
Eis van mijn ogen
dat ze van het zinloze afzien, ✡
doe mij leven op uw weg.
38
En doe aan uw dienaar
uw toezegging gestand,- ✡
aan allen
die u vrezen.
39
Eindig mijn versmading, die ik zo ducht: ✡
zo goed zijn mij uw regels.
40
Eerlijk, uw ordeningen
heb ik altijd begeerd, ✡
laat in uw gerechtigheid mij leven!
Vav. Et veniat.
41
Feest!, Ene,
als over mij komen uw vriendschap ✡
en uw redding,
gelijk gij toezegt.
42
Flink sta ik mijn smaders te woord, ✡
want ik weet mij veilig in uw woord.
43
Fier heb ik op uw regels gewacht: ✡
ontneem mijn mond
het woord der waarheid
niet al te zeer!
44
Ferm zal ik waken bij uw onderricht,
voortdurend, ✡
voor eeuwig en altijd.
45
Fris sta ik op, ik wandel in ruimte, ✡
nu ik uw ordeningen
ben gaan zoeken.
46
Frank sta ik met uw overeenkomsten
koningen te woord, ✡
en niet word ik beschaamd.
47
’n Festijn zijn mij uw geboden, ✡
mijn liefde zijn zij geworden.
48
’t Firmament van uw geboden
-die mijn liefde zijn geworden-
daarheen hef mijn handpalmen ik op,- ✡
uw inzettingen blijf ik overpeinzen!
Zai. Memor esto.
49
Gedenk het woord tot uw dienaar, ✡
waarmee ge
bij mij verwachting hebt gewekt.
50
Getroost heeft dat mij in mijn ellende, ✡
ja, uw toezegging heeft mij doen herleven.
51
Gesard door ziedende lieden, bovenmate, ✡
ben ik niet afgeweken
van uw Wet.
52
Gedacht heb ik
aan uw rechtsregels van eeuwig, o Ene, ✡
en zo werd ik getroost!
53
Gloed greep mij om boosdoeners aan, ✡
die loslieten
uw Wet!
54
Gebleven is mij
de muziek van uw inzettingen, ✡
waar ik in mijn omzwervingen ook huisde.
55
Gedacht heb ik ’s nachts uw naam,
o Ene, ✡
uw onderricht
bleef ik bewaken!
56
Geworden is mij dit: ✡
dat ik uw verordeningen heb onderhouden!
Heth. Portio mea.
57
Het is mijn deel, Ene, heb ik gezegd, ✡
uw woorden te bewaken.
58
Heel mijn hart
zocht naar de zachtheid
van uw aanschijn, ✡
wees mij genadig,
zoals gij hebt gezegd!
59
Het spoor van mijn wegen
heb ik overdacht, ✡
ik keer mijn voeten
naar uw overeenkomsten.
60
Haast heb ik gemaakt en niet gedraald, ✡
om uw geboden
te bewaken.
61
Hoewel mij strikken van bozen omgaven, ✡
uw onderricht
was ik niet vergeten.
62
Halvernacht
sta ik op om u te danken ✡
voor
de rechtsregels van uw gerechtigheid.
63
Het gezelschap zoek ik
van al wie u vrezen, ✡
van wie uw verordeningen
bewaken.
64
Heel de aarde, Ene,
is vervuld van uw vriendschap, ✡
uw inzettingen: wil mij die leren!
Teth. Bonitatem fecisti.
65
’t Is het goede
dat gij hebt gedaan aan uw dienaar, ✡
o Ene,
naar uw woord.
66
Inzicht, goedheid en kennis,
wil mij die leren, ✡
want in uw geboden heb ik vertrouwen!
67
Ik dwaalde af totdat ik moest bukken, ✡
en nu
zal ik bewaken wat gij zegt.
68
In-goed zijt gij en goeddoende, ✡
uw inzettingen, wil mij die leren!
69
Ik
blijf met heel mijn hart
uw ordeningen houden, ✡
al besmeurden
ziedende lieden mij met leugens.
70
Ik vond
verkwikking in uw Wet, ✡
al was hun hart gevoelloos als vet.
71
’t Is goed voor mij geweest
dat ik moest bukken, ✡
het was om
uw inzettingen te leren.
72
’t Is mij goed geweest:
het onderricht uit uw mond,- ✡
is meer dan duizenden
goud en zilver!
Ioth. Manus tuæ.
73
Jouw handen hebben mij gemaakt,
hebben mij bevestigd, ✡
schenk mij inzicht,
ik zal leren jouw geboden!
74
Je vereerders
zullen mij zien en zich verheugen, ✡
want op jouw woord heb ik gewacht!
75
Je rechtsregels, Ene, wist ik gerechtigheid, ✡
en trouw,
ook toen je mij liet bukken.
76
Jouw vriendschap, laat die er toch zijn
om mij te troosten, ✡
zoals jij je dienaar hebt gezegd.
77
Ja, komt jouw ontferming over mij,
dan leef ik op, ✡
want jouw onderricht
is mijn verkwikking.
78
Ja, dat beschaamd staan ziedende lieden
die mij hebben gewrongen in leugens, ✡
en ik
jouw orders mag overpeinzen!
79
Je vereerders, dat die bij mij terugkeren, ✡
zij die kennen
jouw overeenkomsten.
80
Jouw inzettingen,
laat mijn hart volmaakt daarbij zijn, ✡
opdat ik
niet zal worden beschaamd!
Caf. Defecit in salutare.
81
Krank werd mijn ziel,
om uw reddende werk, ✡
op uw woord ben ik blijven wachten.
82
Krank werden mijn ogen
om uw toezegging, ✡
ik moest zeggen:
‘wanneer schenkt gij mij troost?’
83
Kromp ik ineen als een wijnzak in de rook, ✡
uw inzettingen
heb ik nooit vergeten.
84
Knecht van u ben ik,
zijn mij nog dagen beschoren?- ✡
wanneer houdt ge
over mijn vervolgers gericht?
85
Kuilen zijn mij gegraven
door onbesuisden, ✡
die
naar uw onderricht niet leven.
86
Kom mij helpen:
al uw geboden zijn getrouwheid,- ✡
zij hebben mij achtervolgd met leugen!
87
Kregen ze mij in dit land bijna kapot: ✡
ik,
ik heb uw orders niet verlaten!
88
Krachtens uw vriendschap: doe mij leven, ✡
ik zal bewaken
de overeenkomsten van uw mond!
Lamed. In æternum.
89
Langer dan lang, Ene, voor eeuwig, ✡
staat uw woord
op zijn post in de hemelen.
90
’n Lijn van geslacht na geslacht
volgt uw trouw, ✡
vast als de aarde
blijft zij staande.
91
Leefregels van u,
daarvoor staan zij heden, ✡
want in alles zijn zij u dienstbaar.
92
Lag niet in uw onderricht mijn verkwikking, ✡
dan
was ik verloren in mijn ellende.
93
Levenslang,
ja eeuwig zal ik uw orders niet vergeten, ✡
want door hen
hebt gij mij doen leven.
94
’k Lever mij uit aan u: o, red mij!- ✡
want uw orders heb ik gezocht!
95
Loerden boosdoeners op mijn teloorgang, ✡
uw overeenkomsten
wil ik verstaan.
96
Ligt, zo zag ik,
voor elk geheel er een einde, ✡
uw gebod is wijdreikend, onbegrensd!
Mem. Quomodo dilexi.
97
Mij is zo lief geworden uw Wet, ✡
heel de dag
is zij mijn overpeinzing.
98
Meer dan mijn vijanden zijn,
maakt uw gebod mij wijs, ✡
want voor eeuwig is het bij mij.
99
Meer dan al mijn leermeesters
verwierf ik inzicht, ✡
want uw overeenkomsten
waren mij tot overpeinzing.
100
Meer dan grijsaards
kwam ik tot verstaan, ✡
omdat ik uw orders heb gehouden.
101
Mijn voeten weerde ik
van elk pad van kwaad, ✡
om
uw woorden te bewaken.
102
Mijn weg is van uw regels niet geweken, ✡
want gij
hebt ze mij gewezen.
103
Mijn gehemelte waren
uw toezeggingen zoeter ✡
dan honing was voor mijn mond!
104
Mij schonken uw orders verstand, ✡
daarom ben ik
ieder leugenpad gaan haten.
Nun. Lucerna pedibus meis.
105
Naar waar mijn pad voert is uw woord mij
een licht, ✡
een lamp voor mijn voeten.
106
Nu ik het heb gezworen
zal ik het gestand doen: ✡
te bewaken
uw regels, zo rechtvaardig.
107
Nu ik ten zeerste ben gebogen, ✡
Ene,
doe mij leven, naar uw woord.
108
Neem toch, Ene,
de geloften van mijn mond
in welbehagen aan, ✡
wil mij uw regels leren.
109
Nooit heb ik
uw onderricht vergeten, ✡
al lag mijn ziel mij voortdurend
los in de hand.
110
Nooit ben ik weggedoold
van wat gij hebt verordend, ✡
al legden boosdoeners mij een strik.
111
Nu zijn uw overeenkomsten
mijn erfdeel voor eeuwig, ✡
ja, zij zijn de blijdschap van mijn hart.
112
Neigde ik mijn hart
om uw inzettingen te doen, ✡
voor eeuwig is er loon.
Samech. Iniquos odio.
113
Onvaste mensen ben ik gaan haten, ✡
uw onderricht kreeg ik lief.
114
Op uw woord bleef ik wachten: ✡
mijn verberging, mijn schild waart gij.
115
O kwaadstichters, gaat van mij heen, ✡
ik wil houden
de geboden van mijn God!
116
Ondersteun mij, naar uw toezegging,
en ik zal leven, ✡
beschaam mij
in mijn verwachting niet!
117
Onderstut mij, en ik zal gered zijn,- ✡
worden verkwikt door uw inzettingen
voortdurend.
118
Ontduikers van uw inzettingen veracht gij: ✡
niets dan leugen
is hun sluwheid.
119
Op alle bozen der aarde zult ge neerkijken
als uitschot; ✡
eens te meer
kreeg ik uw overeenkomsten lief.
120
Om schrik voor u sidderde mijn vlees, ✡
voor uw regels kreeg ik ontzag!
Ain. Feci iudicium.
121
Plichtsgetrouw deed ik
gerechtigheid en recht,- ✡
leger mij niet
bij mijn onderdrukkers!
122
Posteer u voor uw dienaar ten goede, ✡
dat onbekookten mij niet onderdrukken.
123
Popelend zagen mijn ogen
uit naar uw reddende werk, ✡
naar uw gerechtigheid zoals voorzegd.
124
Passend en recht naar uw vriendschap,
doe zo met uw dienaar, ✡
uw inzettingen, wil mij die leren.
125
Pleiten wil ik:
ik dien u, schenk gij mij inzicht, ✡
dat ik uw overeenkomsten
leer kennen.
126
Precies nu is het tijd, Ene, voor een daad: ✡
gebroken hebben ze
uw Wet!
127
Paarlen echter zijn mij uw geboden, ✡
ik heb ze liever
dan goud en het edelste metaal.
128
Paden van leugen,
ik ben ze alle gaan haten, ✡
daarom houd ik al uw orders
alle voor recht!
Fe. Mirabilia.
129
Ronduit wonderbaar
zijn uw overeenkomsten, ✡
daarom
is mijn ziel ze gaan houden.
130
Rondom uw geopende woorden
schijnt licht, ✡
eenvoudigen schenkt dat inzicht.
131
’n Roofvogel gelijk,
mijn mond opengesperd hijg ik het uit, ✡
want mijn verlangen is naar uw geboden.
132
Richt u tot mij, wees mij genadig, ✡
zoals het recht is
voor minnaars van uw naam.
133
Richt mijn schreden naar wat gij toezegt, ✡
laat alle onheil niet over mij heersen.
134
Red mij, koop mij vrij van ’s mensen
verdrukking, ✡
dat ik uw orders
kan bewaken.
135
Raak met het licht van uw aanschijn
uw dienaar aan, ✡
uw inzettingen,
wil mij die leren.
136
Rivieren water daalden neer uit mijn ogen, ✡
omdat zij
uw onderricht niet hebben bewaakt!
Sade. Iustus es.
137
Strikt rechtvaardig zijt gij, o Ene, ✡
rechtuit
zijn uw regels.
138
Streng naar gerechtigheid
hebt gij geboden ✡
uw overeenkomsten, en trouw.
139
’n Schim maakte van mij mijn ijver, ✡
daar mijn benauwers uw woorden vergaten.
140
Smeltzuiver is wat gij toezegt, ✡
het is dat wat uw dienaar zo mint.
141
Schoon ik gering ben en geminacht, ✡
heb ik uw orders
niet vergeten.
142
Slechts uw rechtvaardiging
is gerechtigheid voor eeuwig, ✡
getrouw is uw Wet!
143
Schaadden mij
benauwing en verdrukking: ✡
mijn verkwikkingen waren
uw geboden.
144
Stand houdt uw gerechtigheid,
uw overeenkomsten, voor eeuwig: ✡
doe ze mij verstaan, dat ik mag leven!
Coph. Clamavi.
145
Tot u riep ik met heel mijn hart:
‘Ene, geef mij antwoord!- ✡
uw inzettingen zal ik houden!’
146
Tot u heb ik geroepen: ‘red mij!- ✡
ik zal uw overeenkomsten
bewaken!’
147
Terwijl het nog nacht was
schreeuwde ik om hulp, ✡
op uw woorden bleef ik wachten.
148
Tussen de waken wachtten mijn ogen ✡
om uw toezeggingen
te overpeinzen.
149
Toon uw vriendschap: hoor mijn stem!- ✡
Ene,
gij die recht doet: doe mij leven!
150
Te na zijn gekomen
die jagen op schande, ✡
van uw onderricht zich verre hebben gezet.
151
Toch zijt gij, Ene, veel nader, ✡
en al uw geboden zijn getrouw.
152
Thans en vanouds weet ik
uit uw overeenkomsten: ✡
dat gij ze voor eeuwig hebt gegrondvest.
Res. Vide humilitatem meam.
153
Verleen mij vrijheid, zie mijn ellende, ✡
want uw onderricht
heb ik nooit vergeten.
154
Voer mijn geding en verlos mij, ✡
om uw toezegging: doe mij leven!
155
Ver van bozen is elke redding, ✡
want uw inzettingen
zochten zij niet.
156
Veelvuldig, Ene, zijn uw ontfermingen; ✡
naar uw regels: doe mij leven!
157
Vele waren mijn vervolgers,
mijn benauwers,- ✡
van uw overeenkomsten
ben ik nooit geweken.
158
Vol afschuw zag ik de verraders aan ✡
die wat gij toezegt
niet hebben bewaakt.
159
Verordeningen van u zijn mijn liefde,
wil dat zien! ✡
Ene,
toon uw vriendschap, doe mij leven!
160
Van A tot Z is uw woord betrouwbaar, ✡
voor eeuwig
is al uw rechtspraak rechtvaardig!
Sen. Principes persecuti sunt.
161
Wel vervolgden mij vorsten om niets, ✡
maar mijn hart duchtte slechts
uw woorden.
162
Wat gij toezegt, daarom ben ik vrolijk, ✡
als een vinder van
roofgoed overvloedig!
163
Wie liegt ben ik gaan haten,
was mij een gruwel, ✡
uw onderricht heb ik bemind.
164
Wel zevenmaal daags heb ik u geloofd ✡
om
uw gerechte regels.
165
Wie minnen uw onderricht,
hun vrede is overvloedig, ✡
geen struikeling ligt op hun pad!
166
Wachten zal ik, o Ene,
op uw reddende werk, ✡
uw geboden zal ik doen!
167
Waken zal mijn ziel
over uw overeenkomsten, ✡
ik min die bovenmate!
168
Waken zal ik over uw verordeningen
en uw overeenkomsten, ✡
ja, al mijn wegen liggen voor u bloot!
Thav. Appropinquet deprecatio.
169
Zij nadere, mijn jammerklacht,
tot uw aanschijn, Ene; ✡
schenk mij inzicht, naar uw woord.
170
Zij kome, mijn smeking,
voor uw aanschijn; ✡
zoals gij hebt toegezegd:
ontruk mij!
171
Zingen zullen mijn lippen
uw lof uitbundig, ✡
als gij mij uw inzettingen leert.
172
Zo zal mijn tong op uw toezegging
antwoorden, ✡
want gerechtigheid zijn al uw geboden.
173
Zij uw hand daar om mij te helpen, ✡
nu ik voor uw orders heb gekozen.
174
Zeer diep verlang ik, o Ene,
naar uw reddende werk, ✡
uw onderricht
is mijn verkwikking.
175
Zal mijn ziel leven, zij zal u loven, ✡
uw rechtsregels zullen mij helpen!
176
Zo ik verdwaald ben,
als een schaap verloren,
zoek dan uw dienaar, ✡
want uw geboden
zal ik niet vergeten!
Tot Lof van God translation:
Ah, hoe gelukkig, zij die van onbesproken gedrag zijn,
wandelend naar de Wet van Jehovah!
2
Ah, hoe gelukkig, zij die Zijn vermaningen volgen,
die van ganser harte vorsen naar Hem!
3
Aan onrecht hebben zij zich niet schuldig gemaakt,
naar .Zijn wegen wandelden zij.
4
Aangaande U, U hebt Uw voorschriften geboden
om strikt te worden nageleefd.
5
Ach, mogen mijn wegen erop gericht zijn,
daadwerkelijk Uw wetten te houden.
6
Als ik dat doe, dan is er geen reden tot schaamte,
ik bestudeer werkelijk al Uw geboden.
7
Aan U betuig ik, oprecht van hart, mijn dank,
terwijl ik omtrent Uw rechtvaardige oordelen leer.
8
Aan Uw wetten wil ik mij houden,
o, verlaat mij niet geheel en al…
9
Beginnend bij de jeugd al, waardoor houdt men zijn pad echt rein?
Welnu, door conform Uw woord oppassend en deugdzaam te zijn.
10
Bewust en van ganser harte heb ik naar U gevorst,
o, doe mij niet afdwalen van Uw geboden.
11
Blijvend heb ik dat wat U zegt in mijn hart geborgen,
teneinde jegens U niet te vervallen tot zonde.
12
Bovenal wil ik U zegenen, Jehovah,
o, wil mij Uw wetten toch leren.
13
Bekendgemaakt heb ik ze, met eigen lippen,
alle oordelen van Uw mond.
14
Blij was ik vanwege de weg van Uw vermaningen, ja opgetogen,
zoals over wat voor weelde maar ook.
15
Bezig zijn met Uw voorschriften, dat is wat ik wil,
ik wil Uw paden daadwerkelijk beschouwen.
16
Вijzonder ingenomen ben ik met Uw wetten,
Uw woord zal ik beslist niet vergeten.
17
Doe daarom dienovereenkomstig jegens Uw knecht en ik zal leven;
maar al te graag wil ik Uw woord onderhouden.
18
Dus ontsluier mijn ogen, ik wil ze beschouwen:
de wonderen uit Uw Wet.
19
Dit land echter… ik voel mij hier een vreemde.
O, wil Uw geboden voor mij niet verbergen,
20
daar mijn ziel vergaat van verlangen
naar Uw oordelen, de hele tijd door.
21
Die hovaardige lieden echter, die gaat U bestraffen, die vervloekten,
die alsmaar afdwalen van Uw geboden.
22
Doe de smaad van mij weg, de verachting,
ik heb Uw vermaningen immers behoed.
23
Die prominenten zaten zelfs bijeen, over mij met elkaar overleggend,
terwijl Uw knecht slechts bezig was met Uw wetten.
24
De vermaningen van U zijn mij een genoegen,
het zijn mijn raadslieden juist.
25
En daarom smeekt mijn ziel, verkleefd aan het stof:
‘O, doe naar Uw woord mij weer leven,
26
en antwoord mij – ik heb van mijn handelen verteld –
leer mij Uw wetten,
27
en doe mij de weg van Uw voorschriften verstaan;
ik houd mij met Uw wonderwerken graag bezig!’
28
Evenwel is mijn ziel bedroefd door kommer en kwel,
o, richt mij op naar Uw woord,
29
en doe de leugenweg van mij weg,
begunstig mij met Uw Wet daarentegen.
30
Echte trouw is de weg die ik heb verkozen,
Uw oordelen stonden voor mij voorop,
31
en Uw vermaningen, aan hen ben ik gehecht,
o Jehovah, stel mij niet teleur!
32 En zo, zo ga ik moeiteloos de weg van Uw geboden,
U bezorgt mij een opgeruimd hart.
33
Feitelijk vraag ik, Jehovah, toon mij de weg van Uw wetten,
ik neem die echt en volledig in acht.
34
Feitelijk vraag ik, geef mij begrip, ik neem Uw Wet echt in acht,
van ganser harte wil ik mij daaraan houden.
35
Feitelijk vraag ik, doe mij het pad van Uw geboden betreden,
want dat is mijn lust en mijn leven!
36
Fatsoen in plaats van gewin! O, neig mijn hart tot Uw vermaningen
en niet tot louter winstbejag.
37
Fatsoen! Mogen mijn ogen wegzien van wat waardeloos-leeg is,
doe mij door Uw weg leven.
38
Frank en vrij vraag ik jegens Uw knecht gestand te doen wat U zegt,
hetgeen tot vrees voor U is.
39
Feitelijk vrees ik de smaad nog het meest; o doe die voorbijgaan,
Uw oordelen zijn immers goed.
40
Feit is dat ik naar Uw voorschriften verlangd heb, zoals U ook ziet,
doe door Uw rechtvaardigheid mij daarom leven!
41
Groots is Uw loyale liefde, Jehovah; doe mij die ervaren,
met daarbij Uw redding, zoals U die hebt aangezegd.
42
Geen vrees koester ik voor wie mij smaadt, ik heb een weenvoord,
ik heb vertrouwen gesteld in Uw woord;
43
geenszins ontzegt U mijn mond het woord der waarheid compleet,
naar Uw oordeel zag ik uit met verlangen,
44
gelijk ik Uw Wet voortdurend houden wil,
voor altijd en eeuwig!
45
Gaan en staan wil ik in alle openheid,
Uw voorschriften heb ik diepgaand doorvorst.
46
Graag bespreek ik Uw vermaningen,
ten overstaan van koningen zelfs,
en zonder me daarvoor te schamen.
47
Geweldig blij ben ik met Uw geboden,
die ik zo liefheb.
48
Graag hef ik mijn handen naar Uw geboden;
die heb ik lief, met Uw wetten houd ik mij gaarne bezig.
49
Houd toch dat woord in gedachten, het woord tot Uw knecht,
dat waar U mij vol verwachting naar uit hebt doen zien,
50
hetgeen mij in mijn lijden tot troost was,
omdat wat U mij zei, mij leven deed;
51
hovaardige lieden hadden mij verschrikkelijk bespot,
niettemin week ik niet van Uw Wet.
52
Het waren Uw oordelen van vanouds, daaraan dacht ik, Jehovah,
en ik wist me getroost.
53
Hevige opwinding had mij aangegrepen,
juist vanwege die gewetenloze lieden,
vanwege hen die Uw Wet verlaten.
54
Het was toen dat Uw wetten mij werden als was het muziek
– hier in mijn tijdelijke thuis,
55
hier, waar ik ’s nachts Uw naam indachtig was, Jehovah,
waar ik aan Uw Wet mij wenste te houden –
56
hetgeen mij gebeurde
omdat ik op Uw voorschriften opmerkzaam was.
57
Ik zei daarbij: ‘Bepalend voor mij is Jehovah’,
Uw woorden te houden.
58
Ik zocht met heel mijn hart U te vermurwen;
o, wees mij goedgunstig naar hetgeen U gezegd hebt.
59
Ik heb mij n wegen overdacht,
ik wend mijn voeten tot Uw vermaningen;
60
ik heb mij zonder aarzelen gehaast juist
om Uw geboden te houden.
61
Ingesnoerd was ik door de koorden der wettelozen,
ik was Uw Wet echter geenszins vergeten;
62
ik sta zelfs midden in de nacht op om U te danken
voor Uw rechtvaardige oordelen.
63
Ik ben deelgenoot van al wie U vrezen,
van wie zich aan Uw voorschriften houden.
64
Inderdaad Jehovah, Uw loyale goedheid heeft de aarde vervuld.
Leer mij Uw wetten!
65
Jegens Uw knecht hebt U het goede gedaan,
Jehovah, geheel naar Uw woord;
66
juist omtrent inzicht en kennis, leer mij daarvan de waarde,
in Uw geboden stel ik vertrouwen.
67
Ja, ik was dwalende, voor ik terechtkwam in die vernederende ellende,
maar nu heb ik mij gehouden aan dat wat U zegt.
68
Ja, U bent goed en U doet goed,
leer mij Uw wetten!
69
Ja, die hovaardige lieden hebben mij besmeurd met de leugen
– terwijl ik juist met volle inzet op Uw voorschriften let –
70
ja, hard als vet werd hun hart, gevoelloos
– terwijl ik aan Uw Wet juist genoegen beleef!
71
Juist goed was het voor mij dat ik vernedering heb ondergaan, zo leer ik des te meer van Uw wetten;
72
ja, goed was het voor mij, de Wet van Uw mond,
beter dan goud of zilver in stapels.
73
Konden Uw handen mij al maken en bevestigen,
schenk mij nu ook begrip, ik uil Uw geboden maar al te graag leren.
74
Konden zij die U vrezen mij zien,
dan zouden zij zich erover verheugen dat ik Uw woord verlangend verwacht heb.
75
Klaar helder werd het mij, Jehovah, dat Uw oordelen terecht zijn
en dat het uit getrouwheid was, dat U mij vernedering deed ondergaan.
76
Kom mij nu echter met Uw loyale goedheid vertroosten alstublieft,
naar dat wat U Uw knecht hebt gezegd.
77
Komt Uw mededogen mij toe, zo moge ik leven.
Uw Wet is mij een bijzonder genoegen!
78
Komen hovaardige lieden mij valselijk te na,
Mogen zij beschaamd staan
– ik blijf hoe dan ook met Uw voorschriften bezig.
79
Keerden liever zij die U vrezen naar mij terug!
Degenen die Uw vermaningen erkennen.
80
Kortom, moge mijn hart Uw wetten volmaakt zijn toegedaan,
zodat ik mij niet hoef te schamen.
81
Langdurig heeft mijn ziel naar Uw redding gesmacht,
ik heb Uw woord verlangend verwacht;
82
langdurig hebben mijn ogen gesmacht naar dat wat U zegt,
zeggend zo: ‘O, wanneer komt U mij troosten?’
83
Langdurig hangt een voorraadzak in de rook;
welnu, zo voel ik mij ook,
maar toch, ik ben Uw wetten beslist niet vergeten.
84
Laat mij echter weten hoe lang nog, hoeveel dagen resten uw knecht,
wanneer gaat U aan mijn vervolgers het oordeel voltrekken?
85
Listig groeven die hovaardige lieden menig valkuil voor mij
– hetgeen toch niet naar Uw Wet is,
86
louter getrouwheid zijn immers al Uw geboden.
Leugenachtig echter hebben ze mij vervolgd, help mij toch!
87
Laaghartig hebben ze mij zowat van de aarde verdelgd,
Uw voorschriften echter heb ik beslist niet verlaten.
88
Laat mij naar Uw loyale goedheid leven,
de vermaningen van Uw mond wil ik houden.
89
Met recht voor altijd, Jehovah,
is Uw woord gesteld in de hemel;
90
met Uw trouw, van geslacht op geslacht,
hebt U de aarde bevestigd waardoor die blijft staan;
91
maar evenzo blijven Uw oordelen overeind, ook vandaag,
alles immers is dienstbaar aan U.
92
Maar o, als toch niet Uw Wet mijn genoegen geweest was,
dan was ik allang in mijn ellende vergaan;
93
met andere woorden, Uw voorschriften zal ik nimmer vergeten,
daardoor immers deed U mij leven;
94
meer nog, ik hoor juist bij U, red mij daarom;
naar Uw voorschriften heb ik diepgaand gevorst.
95
Men trachtte mij weliswaar te gronde te richten
– daarop hadden die gewetenloze lieden gehoopt –
ik tracht juist Uw vermaningen te doorgronden.
96
Meende ik dat alle volmaaktheid uiteindelijk eindig is,
nu bemerk ik dat Uw gebod geweldig uitgebreid is!
97
Nu dan, hoe liefheb ik Uw Wet,
heel de dag ben ik daar in gedachten mee bezig!
98
Niet alleen maakt Uw gebod mij wijzer dan mijn vijanden zijn,
doordat het er altijd voor mij zal zijn,
99
nog dieper dan dat van al mijn leraren, zo werd mijn inzicht,
doordat Uw vermaningen mijn intense bezigheid waren;
100
nog meer dan de oudsten geef ik blijk van begrip,
doordat ik oplettend op Uw voorschriften was.
101
Niet alleen weerhield ik mijn voeten van welk slecht pad maar ook,
opdat ik daardoor Uw woord kon onderhouden,
102
nog meer telt dit, van Uw oordelen week ik niet af
omdat U het was, U hebt mij zelf onderwezen!
103
Nu dan, hoe zacht en weldadig is wat U zegt voor mijn verhemelte,
zachter dan honing voor mijn mond:
104
nu, door Uw voorschriften juist, ga ik pas werkelijk begrijpen,
om die reden juist, heb ik alle vormen van liegen gehaat.
105
Ontegenzeggelijk is Uw woord een lamp voor mijn voet,
een licht voor mijn pad;
106
on voorwaardelijk heb ik gezworen dat gestand te doen:
aan Uw rechtvaardige oordelen mij werkelijk te houden.
107
Ondertussen echter ben ik zeer terneergeslagen,
o Jehovah, doe naar Uw woord mij toch leven!
108
O Jehovah, heb een welgevallen alstublieft
aan wat mijn mond U geven wil,
o, wil mij Uw oordelen leren.
109
Onafgebroken klamp ik mij noodgedwongen vast aan het leven
– waarbij ik Uw Wet geenszins ben vergeten –
110
omdat gewetenloze lieden een klapnetvoor mij hebben gezet
– maar ik ben niet afgedwaald van Uw voorschriften.
111
Om die reden heb ik mij voor altijd Uw vermaningen eigen gemaakt,
zij zijn de uitbundigheid van mijn hart;
112
op het volbrengen van Uw wetten heb ik mijn hart gezet,
en dat voor altijd, en … volledig!
113
Pervers handelen haat ik,
Uw Wet daarentegen, die heb ik lief.
114
Plaats van beschutting, dat bent U voor mij, U bent mijn schild,
verlangend heb ik uitgezien naar Uw woord.
115
Past daarom op, kwaaddoeners, gaat weg van mij,
de geboden van mijn God, die wil ik bewaren.
116
Pak mij vast, [o God,] steun mij naar wat U zegt, opdat ik mag leven;
stel mij niet teleur in wat ik verwacht.
117
Pak mij vast, schraag mij, opdat ik mag worden gered,
ik wil Uw wetten voortdurend beschouwen.
118
Prachtig dat U allen veracht die van Uw wetten wijken,
daar hun bedrog een klinkklare leugen is;
119
precies als schuimslakken doet U hen weg,
al die wettelozen der aarde,
daarom heb ik Uw vermaningen lief, maar…
120
precies daarom huiverde mijn lichaam, uit angst voor U;
wegens Uw oordelen was ik bevreesd.
121
Recht en gerechtigheid heb ik betracht,
laat mij niet aan mijn afpersers nu;
122
roep het goede over mij af, sta borg voor Uw knecht,
laat die hovaardige lieden mij niet meer afpersen.
123
Redding door U, daarnaar hebben mijn ogen gesmacht,
naar Uw rechtvaardig verdict.
124
Reik mij Uw loyale goedheid, doe zo met Uw knecht
en leer mij Uw wetten.
125
Raad mij, geef mij begrip – ik ben toch Uw knecht? –
opdat ik Uw vermaningen daadwerkelijk mag kennen.
126
Reeds nu is het ‘Jehovah’s tijd om in te grijpen’,
ze hebben Uw Wet immers gebroken,
127
reden waarom Uw geboden mij zo lief waren,
meer dan goud, ja zuiver goud.
128
Reden waarom ik alle voorschriften…
O, dat alles onderschrijf ik;
ieder leugenpad heb ik gehaat.
129
Subliem zijn Uw vermaningen, wonderen zijn het
– reden waarom mijn ziel ze heeft gekoesterd.
130
Stralend is het licht zodra Uw woorden worden ontvouwd,
daar is begrip, ook bij de eenvoudigen.
131
Spontaan sper ik mijn mond; ik snak echt,
ja, ik hunker naar Uw geboden.
132
Schenk mij aandacht, wees mij goedgunstig,
zoals U hen beschouwt die Uw naam beminnen.
133
Sterk mij in mijn schreden, naar hetgeen U zegt,
zodat geen enkel onrecht mij zal beheersen.
134
Stop echter die aardse afzetterij, koop mij los;
ik wil Uw voorschriften graag onderhouden, dus
135
schijn op Uw knecht met Uw lichtend aangezicht
en leer mij Uw wetten.
136
Stroomde het mij als water uit de ogen,
dat was omdat men Uw Wet niet wenste te houden.
137
Terwijl U volstrekt rechtvaardig bent, Jehovah
– Uw oordelen zijn juist en terecht,
138
tot gerechtigheid gebood U Uw vermaningen,
tot trouw in het bijzonder –
139
toch heeft mijn naijver mij vrijwel verteerd,
mijn tegenstanders wensten Uw woorden te vergeten,
140
terwijl dat wat U zegt volstrekt zuiver is,
Uw knecht is daarop bijzonder gesteld.
141
Toch word ik geminacht en veracht,
maar Uw voorschriften ben ik geenszins vergeten,
142
terwijl ik besef dat uw rechtvaardigheid gerechtigheid is, voor altijd,
en dat Uw Wet bestendig is.
143
Toch hebben benauwdheid en moeite mij gevonden,
terwijl Uw geboden mij genoegen hebben bereid;
144
temeer besef ik dat de gerechtigheid van Uw vermaningen
er is voor altijd,
doe mij die begrijpen opdat ik mag leven.
145
Uit het diepst van mijn hart heb ik geroepen; o Jehovah, antwoord mij,
ik wal oplettend zijn op Uw wetten.
146
U riep ik aan, o red mij,
ik wil Uw vermaningen graag onderhouden.
147
Uiterst vroeg al, bij het ochtendgloren, walde ik schreeuwden om hulp
– op Uw w’oorden heb ik gewacht –
148
uiterst vroeg al, daar waren mijn ogen de nachtwaken voor,
om bezig te gaan met dat wat U zegt.
149
Uit verbondenheid vraag ik U alstublieft naar mijn stem te luisteren,
o Jehovah, dat ik naar Uw oordeel leven mag.
150
U ziet hoe zij die de schanddaad najagen mij genaderd zijn,
intussen zijn zij ver van Uw Wet.
151
U echter, Jehovah, U bent nabij,
al Uw geboden zijn waar,
152
Uw vermaningen heb ik van oudsher af gekend,
U hebt die vastgelegd voor altijd.
153
Vanwege mijn ellende – zie toch! – vraag ik, wil mij bevrijden
– ik ben Uw Wet niet vergeten –
154
voer de twiststrijd voor mij en verlos mij,
doe mij toch leven zoals U toegezegd hebt.
155
Ver weg is voor gewetenlozen de redding,
want ze hebben niet gevorst naar Uw wetten.
156
Veelomvattend is Uw mededogen, Jehovah,
doe mij naar Uw oordelen leven;
157
velen immers vervolgen mij, mijn tegenstanders,
maar ik ben van Uw vermaningen niet afgeweken.
158 Verraders zag ik, ik walgde van hen,
omdat ze zich niet wilden houden aan dat wat U zegt.
159
Van Uw voorschriften heb ik gehouden.
O, zie naar mij om,
o Jehovah, doe naar Uw loyale goedheid mij leven.
160
Van Uw woord is waarheid de som der delen,
heel Uw rechtvaardige oordeel is voor altijd.
161
Waren het vorsten zelfs die mij zonder reden vervolgden,
toch is mijn hart slechts voor Uw woorden beducht;
162
wat U zegt maakt mij in ieder geval opgetogen,
als betrof het de vondst van een formidabele buit.
163
Waar ik de leugen heb gehaat, ja verfoeid,
daar was Uw Wet mij lief;
164
wel zevenmaal daags zong ik U lof toe
vanwege Uw rechtvaardige oordelen.
165
Welzijn en vrede is er voor hen die op Uw Wet zijn gesteld,
voor hen is er geen struikelblok.
166
Werkelijk vol verwachting heb ik uitgezien naar Uw redding,
Uw geboden heb ik ten uitvoer gebracht,
167
waarbij ik met heel mijn ziel Uw vermaningen wilde houden;
ik was daarop bijzonder gesteld.
168
Want ik heb Uw voorschriften, Uw vermaningen gehouden;
in al mijn wegen was ik mij van U terdege bewust.
169
Zo moge mijn klaagzang tot Uw aangezicht naderen, Jehovah,
geef naar Uw woord mij daadwerkelijk begrip;
170
zo moge mijn smeekbede tot Uw aangezicht komen,
o, bevrijd mij toch naar hetgeen U hebt gezegd.
171
Zo moge mijn lippen lof doen opwellen,
aangezien U mij onderwijst in Uw wetten.
172
Zo moge mijn tong hetgeen U zegt ook bezingen,
aangezien al Uw geboden gerechtigheid zijn.
173
Zo moge Uw hand tot hulp voor mij zijn,
Uw voorschriften immers heb ik verkozen.
174
Zo heb ik verlangd naar Uw redding, Jehovah,
met Uw Wet als mijn grootste genoegen.
175
Zo moge mijn ziel leven en U loven,
waar Uw oordeel mij tot hulp zal zijn.
176
Zoals een verloren schaap, zo dwaalde ik rond;
o, zoek toch Uw knecht.
Uw geboden ben ik geenszins vergeten!
With thanks to Thamara van Eijzeren
In the translation by Josua Boesch into the Zürich German dialect (Züritüütsch) of Swiss German (publ. 2009 ), the Psalms were also translated while maintaining the acrostic.
Click or tap here for the first 24 verses of this psalm in Zürich German
1 Am beschte gaat s dène,
wo uufrächt de wääg gönd
i de spuure vo IMM siner TORAA.
2 Am schöönschte isch s läbe
im gsprööch mit imm,
und wämen inn suecht vo ganzem hèèrze.
3 Au tuet mer käis unrächt uf dèm wääg,
won èr mit äim gaat.
4 A diich wott i miich halte,
duu säisch mer wodure.
5 Ach, gieng ich min wääg
doch fescht und entschlosse,
esoo wie duu mer en zäigt häsch.
6 A reschpäkt wüür s mer nöd fèèle,
Wän i diini gebott imer wüür reschpektiere.
7 Au iich wott diir tanke us luuterem hèèrze,
wän i uswändig leere,
was duu mer verordnisch.
8 A diini voorschlèèg wott ich mi halte,
las mi doch nöd im stich.
9 Bi diir und diim woort sich oriäntiere,
daas bewaart uf em graade wääg,
wä me jung isch.
10 Bi diir suech i raat,
las mi nöd abchoo vo dèmm,
wo duu mer raatisch.
11 Behüete wott i diis woort ganz zinnerscht,
a diir wett i mi scho nöd verfèèle.
12 Bewundere wott i nu DICH
prèèg mer fescht ii, was duu mi gleert häsch.
13 Bi diir bliibt e käis woort verschlosse,
duu läisch mer s uf d lippe,
das i s wiiter verzele.
14 Bim grööschte riichtum wèr i nöd eso glückli
wien uf diim wääg, won i gfunde han.
15 Bi dène wääg, wo duu mit öis gaasch,
gspüürt me ganz tüütli, wo s duregaat.
16 Begläitet häsch duu miich,
wien i mer s nie hett la tröime.
Wie chönnt i diis woort au vergässe!
17 Chumm, gib dèm,
wo für diich läbt und liidet, nöis läbe,
dänn chan er dis woort scho erfüle.
18 Chèèntsch mer nöd d augen uuftue,
das iich a de wunder vo diner TORAA
nöd verbiiluege?
19 Chumm doch,
ich bi nu en gascht uf der èrde,
verbiirg mer nöd s ghämnis vo diine gebott.
20 Chumm duu doch sälber
und hilf mer i minere seensucht
nach diir und diineren antwort.
21 Chumm lueg,
und weer dfene, wo sich so ubermüetig benämed.
Verfluecht, wèr diis gebott umgaat!
22 Chumm,
nimm mer d schand und de spott,
ich ha ja ghalte, was du verlangt häsch.
23 Chumm lueg,
wie di groosse mis läbe verhandled,
aber iich anerchäne nu daas,
wo duu über miich pschlüüssisch.
24 Chumm äntli,
nu s gsprööch mit diir
cha mer raate und cha mi rächt fröje.
The English Bible translation by Ronald Knox (publ. 1950) maintains almost every Hebrew acrostic (even though Knox’s translation itself is based on the Latin text of the Vulgate rather than the Hebrew). Due to the higher number of letters in the English alphabet, it skips the letters Q, X, Y, and Z.
Click or tap here for the complete Psalm by Ronald Knox
1 Ah, blessed they, who pass through life’s journey unstained, who follow the law of the Lord!
2 Ah, blessed they, who cherish his decrees, make him the whole quest of their hearts!
3 Afar from wrong-doing, thy sure paths they tread.
4 Above all else it binds us, the charge thou hast given us to keep.
5 Ah, how shall my steps be surely guided to keep faith with thy covenant?
6 Attentive to all thy commandments, I go my way undismayed.
7 A true heart’s worship thou shalt have, thy just awards prompting me.
8 All shall be done thy laws demand, so thou wilt not forsake me utterly.
9 Best shall he keep his youth unstained, who is true to thy trust.
10 Be thou the whole quest of my heart; never let me turn aside from thy commandments.
11 Buried deep in my heart, thy warnings shall keep me clear of sin.
12 Blessed art thou, O Lord, teach me to know thy will.
13 By these lips let the awards thou makest ever be recorded.
14 Blithely as one that has found great possessions, I follow thy decrees.
15 Bethinking me still of the charge thou givest, I will mark thy footsteps.
16 Be thy covenant ever my delight, thy words kept in memory.
17 Crown thy servant with life, to live faithful to thy commands.
18 Clear sight be mine, to contemplate the wonders of thy law.
19 Comfort this earthly exile; do not refuse me the knowledge of thy will.
20 Crushed lies my spirit, longing ever for thy just awards.
21 Chastener of the proud, thy curse lies on all who swerve from thy covenant.
22 Clear me of the reproach that shames me, as I was ever attentive to thy claims.
23 Closeted together, princes plot against me, thy servant, that thinks only of thy decrees.
24 Claims lovingly cherished, decrees that are my counsellors!
25 Deep lies my soul in the dust, restore life to me, as thou hast promised.
26 Deign, now, to shew me thy will, thou who hast listened when I opened my heart to thee.
27 Direct me in the path thou biddest me follow, and all my musing shall be of thy wonderful deeds.
28 Despair wrings tears from me; let thy promises raise me up once more.
29 Deliver me from every false thought; make me free of thy covenant.
30 Duty’s path my choice, I keep thy bidding ever in remembrance.
31 Disappoint me, Lord, never, one that holds fast by thy commandments.
32 Do but open my heart wide, and easy lies the path thou hast decreed.
33 Expound, Lord, thy whole bidding to me; faithfully I will keep it.
34 Enlighten me, to scan thy law closely, and keep true to it with all my heart.
35 Eagerly I long to be guided in the way of thy obedience.
36 Ever let my choice be set on thy will, not on covetous thoughts.
37 Eyes have I none for vain phantoms; let me find life in following thy ways.
38 Establish with me, thy servant, the promise made to thy worshippers.
39 Ease me of the reproach my heart dreads, thou, whose awards are gracious.
40 Each command of thine I embrace lovingly; do thou in thy faithfulness grant me life.
41 For me too, Lord, thy mercy, for me too the deliverance thou hast promised!
42 Fit answer for those who taunt me, that I rely on thy truth.
43 Faithful thy promise, let me not boast in vain; in thy covenant lies my hope.
44 For ever and for evermore true to thy charge thou shalt find me.
45 Freely shall my feet tread, if thy will is all my quest.
46 Fearlessly will I talk of thy decrees in the presence of kings, and be never abashed.
47 Fain would I have all my comfort in the law I love.
48 Flung wide my arms to greet thy law, ever in my thoughts thy bidding.
49 Go not back on the word thou hast pledged to thy servant; there lies all my hope.
50 Good news in my affliction, thy promises have brought me life.
51 Ground down by the scorn of my oppressors, never from thy law I swerve aside.
52 Gracious comfort, Lord, is the memory of thy just dealings in times long past.
53 Great ruth have I to see wrong-doers, and how they abandon thy law.
54 Gone out into a land of exile, of thy covenant I make my song.
55 Gloom of the night finds me still thinking of thy name, Lord, still observant of thy bidding.
56 Guerdon I ask no other, but the following of thy will.
57 Heritage, Lord, I claim no other, but to obey thy word.
58 Heart-deep my supplication before thee for the mercies thou hast promised.
59 Have I not planned out my path, turned aside to follow thy decrees?
60 Haste such as mine can brook no delay in carrying out all thy bidding.
61 Hemmed in by the snares which sinners laid for me, never was I forgetful of thy law.
62 Hearken when I rise at dead of night to praise thee for thy just dealings.
63 How well I love the souls that fear thee, and are true to thy trust!
64 How thy mercy fills the earth, Lord! Teach me to do thy will.
65 In fulfilment of thy promise, Lord, what kindness thou hast shewn thy servant!
66 Inspire, instruct me still; all my hope is in thy covenant.
67 Idly I strayed till thou didst chasten me; no more shall thy warnings go unheeded.
68 Indeed, indeed thou art gracious; teach me to do thy bidding.
69 In vain my oppressors plot against me; thy will is all my quest.
70 Inhuman hearts, curdled with scorn! For me, thy law is enough.
71 It was in mercy thou didst chasten me, schooling me to thy obedience.
72 Is not the law thou hast given dearer to me than rich store of gold and silver?
73 Jealous for the handiwork thou hast made, teach me to understand thy commandments.
74 Joy shall be theirs, thy true worshippers, to see the confidence I have in thy word.
75 Just are thy awards; I know well, Lord, it was in faithfulness thou didst afflict me.
76 Judge me no more; pity and comfort thy servant as thou hast promised.
77 Judge me no more; pardon and life for one that loves thy will!
78 Just be their fall, who wrong me scornfully; thy law is all my study.
79 Joined to my company be every soul that worships thee and heeds thy warnings.
80 Jealously let my heart observe thy bidding; let me not hope in vain.
81 Keeping watch for thy aid, my soul languishes, yet I trust in thy word.
82 Keeping watch for the fulfilment of thy promise, my eyes languish for comfort still delayed.
83 Kitchen-smoke shrivels the wine-skin; so waste I, yet never forget thy will.
84 Knowest thou not how short are thy servant’s days? Soon be my wrongs redressed.
85 Knaves will be plotting against me still, that are no friends to thy law.
86 Knaves they are that wrong me; bring aid, as thy covenant stands unchanging.
87 Keep thy bidding I would, though small hope of life they had left me.
88 Kind as thou ever wert, preserve me; then utter thy bidding, and I will obey.
89 Lord, the word thou hast spoken stands ever unchanged as heaven.
90 Loyal to his promise, age after age, is he who made the enduring earth.
91 Long as time lasts, these shall stand, obeying thy decree, Master of all.
92 Lest I should sink in my affliction, thou hast given thy covenant to be my comfort.
93 Life-giving are thy commands, never by me forgotten.
94 Lend me thy aid, for thine I am, and thy bidding is all my quest.
95 Let sinners go about to destroy me, I wait on thy will.
96 Look where I may, all good things must end; only thy law is wide beyond measure.
97 My delight, Lord, is in thy bidding; ever my thoughts return to it.
98 Musing still on thy commandments, I have grown more prudent than my enemies.
99 More wisdom have I than all my teachers, so well have I pondered thy decrees.
100 More learning have I than my elders, I that hold true to thy charge.
101 Mindful of thy warnings, I guide my steps clear of every evil path.
102 Meek under thy tuition, thy will I keep ever in view.
103 Meat most appetizing are thy promises; never was honey so sweet to my taste.
104 Made wise by thy law, I shun every path of evil-doing.
105 No lamp like thy word to guide my feet, to shew light on my path.
106 Never will I retract my oath to give thy just commands observance.
107 Nothing, Lord, but affliction, never the saving help thou didst promise me?
108 Nay, Lord, accept these vows of mine; teach me to do thy bidding.
109 Needs must I carry my life in my hands, yet am I ever mindful of thy law.
110 Nearly the snares of the wicked caught my feet, yet would I not swerve from thy obedience.
111 Now and ever thy covenant is my prize, is my heart’s comfort.
112 Now and ever to do thy will perfectly is my heart’s aim.
113 Out upon the men that play traitor to the law I love!
114 Other defence, other shield have I none; in thy law I trust.
115 Out of my path, lovers of wrong; I will keep my God’s commandments.
116 Only let thy promised aid preserve me; do not disappoint me of the hope I cherish.
117 Only do thou sustain me in safety, looking ever to thy will.
118 Obey thee who will not, shall earn thy disdain; idle is all their scheming.
119 Outcasts they are that profane the land with wrong; for me, thy law is enough.
120 Overcome is my whole being with the fear of thee; I am adread of thy judgements.
121 Protect the justice of my cause; never leave me at the mercy of my oppressors.
122 Pledge thyself still to befriend me; save me from the oppression of my enemies.
123 Pining away, I look for thy saving help, the faithful keeping of thy promises.
124 Pity thy own servant, and teach him thy decrees.
125 Perfect in thy own servant’s heart the knowledge of thy will.
126 Put off the hour, Lord, no more; too long thy commandment stands defied.
127 Precious beyond gold or jewel I hold thy law.
128 Prized be every decree of thine; forsworn be every path of evil-doing.
129 Right wonderful thy decrees are, hard to read, and well my heart heeds them.
130 Revelation and light thy words disclose to the simple.
131 Rises ever a sigh from my lips as I long after thy covenant.
132 Regard and pity me, as thou hast pity for all that love thy name.
133 Rule thou my path as thou hast promised; never be wrong-doing my master.
134 Rescue me from man’s oppression, to wait henceforth on thy bidding.
135 Restore to thy servant the smile of thy living favour, and teach him to know thy will.
136 Rivers of tears flow from my eyes, to see thy law forgotten.
137 So just, Lord, thou art, thy awards so truly given!
138 Strict justice and utter faithfulness inspire all thy decrees.
139 Stung by love’s jealousy, I watch my enemies defy thy bidding.
140 Shall not I, thy servant, love thy promises, tested and found true?
141 Still despised and disinherited, I do not forget thy charge.
142 Stands thy faithfulness eternally, thy law for ever changeless.
143 Sorrow and distress have fallen on me; in thy commandments is all my comfort.
144 Sentence eternal is thy decree; teach me the wisdom that brings life.
145 Thy audience, Lord, my whole heart claims, a heart true to thy trust.
146 To thee I cry, O grant deliverance; I will do all thy bidding.
147 Twilight comes, and I awake to plead with thee, hoping ever in thy promises.
148 Through the night my eyes keep watch, to ponder thy sayings.
149 Thine, Lord, to listen in thy mercy, and grant life according to thy will.
150 Treacherous foes draw near, that are strangers to thy covenant.
151 Thou, Lord, art close at hand; all thy awards are true.
152 Taught long since by thy decrees, I know well thou hast ordained them everlastingly.
153 Unblessed is my lot; look down and rescue me, that still am mindful of thy law.
154 Uphold my cause, and deliver me; true to thy promise, grant me life.
155 Unknown thy mercy to the sinner that defies thy bidding.
156 Unnumbered, Lord, are thy blessings; as thy will is, grant me life.
157 Under all the assaults of my oppressors, I keep true to thy charge.
158 Unhappy I, that watch thy warnings to the sinner go unheeded!
159 Up, Lord, and witness the love I bear thy covenant; in thy mercy bid me live!
160 Unchanging truth is thy word’s fountain-head, eternal the force of thy just decrees.
161 Vexed by the causeless malice of princes, my heart still dreads thy warnings.
162 Victors rejoice not more over rich spoils, than I in thy promises.
163 Villainy I abhor and renounce; thy law is all my love.
164 Votive thanks seven times a day I give thee for the just awards thou makest.
165 Very great peace is theirs who love thy law; their feet never stumble.
166 Valiantly, Lord, I wait on thee for succour, keeping ever true to thy charge.
167 Vanquished by great love, my heart is ever obedient to thy will.
168 Vigilantly I observe precept and bidding of thine, living always as in thy sight.
169 Wilt thou not admit my cry, Lord, to thy presence, and grant me thy promised gift of wisdom?
170 Wilt thou not countenance my plea, redeem thy pledge to deliver me?
171 What praise shall burst from my lips, when thou makest known thy will!
172 What hymns of thankfulness this tongue shall raise to the author of all just decrees!
173 Wouldst thou but lift thy hand to aid me, that take my stand on thy covenant!
174 Weary it is, Lord, waiting for deliverance, but thy law is my comfort.
175 When will thy just award grant redress, that I may live to praise thee?
176 Wayward thou seest me, like a lost sheep; come to look for thy servant, that is mindful still of thy bidding.
Another English translation that maintains the acrostic is by Gordon Jackson (The Lincoln Psalter, 1997).
Click or tap here for the complete Psalm in Gordon Jackson’s translation
Ah what joy is theirs who keep perfect step,
whose feet are sure in the dance of Yahweh.
Amen, how they know pleasure
whose treasure is his phrases,
whose hearts aspire to know him;
Aloof from injustice and pettiness
in the figure his dance decrees;
Apt we should be to follow your lead,
to mark your steps, to keep time;
As to that, I wish I could keep measure,
and manage too awkward feet;
Attentive to you, my ear would hear
and my footsteps fall into place.
An uplifting heart pays you honour,
О Lord, it knows you deserve;
And I, I honour your orders,
oh do not leave me alone.
But how shall a young man keep step with you?
By having an ear to hear.
Because my heart is hasty for you
don’t let my feet go wrong:
Built in my bones are your directions
to keep my steps from stumbling.
Blessed in being, О Master,
your will is my safe conduct.
Be my lips the applause of your law,
and your glory’s spokesman.
Bliss it is hearing your voice,
treasure the wealth of your sayings.
By countenancing your counsel
I pace the paths of your promise;
Best of all blessings to know your mind
– may my memory blaze with the vision.
Command me to be alive,
let me breathe in the breath of your word;
Cleanse the thoughts of my heart till I see
the wonder at work of your law.
Cast out on this earth as I am,
don’t exile me too from your lordship;
Chained in suspense my eyes weep
for the justice to come of your judgement.
Calling the wilful proud to order
and casting the upstart down.
Clear me of what my accusers say,
I’ve not compromised your orders;
Conspiring synods assault me
for keeping the code you decreed.
Comfort is not to be found outside
the court of your commandments.
Dust is my soul’s adornment;
deliver me, as you have promised.
Didn’t I pour my heart out?
so please, don’t deny me your will;
Direct me with only one word
and you’ll see me fly to fulfil it.
Depression has dulled me, has drained me –
yet the sound of your voice would dispel it:
Determine my footsteps before me,
dispose me against disaffection.
Duty I owe you, I wish you,
and duly I study your word:
Don’t let them use me to mock you,
О Lord, with my bible in hand.
Delight it is draws me towards you
– let me dance your spontaneous dance.
Evince me, О Lord, the full of your will;
entirely I will embrace it:
Enlighten me, so I may see to read
and inwardly I will digest it;
Enable me to tread in your teaching
with steps that are easy to follow;
Entice me with the charms of your law
from lure of all other luxury:
Empty my heart of vanities,
let it feed on the flesh of your word;
Engrave on your servant’s heart
your promise in letters of fear;
Erase the crushing case against me;
your sentence is mercy and goodness;
Eager I am, as ever, to hear you;
speak to me, Lord, give me life.
Feed me with your mercies, О Lord,
save as you said you would;
Find a fit answer to all my friends
who say my faith is unfounded;
Frankly I spoke of your friendship,
and faithfully; don’t let me down.
From first to last, for ever and ever,
your word is my Lord and my God.
Freedom shall be the spring in my step
as my thought dances with your thought;
Fearless under inquisition
I shall frighten kings with your truth;
For what you are pleased to ordain
is a source of infinite pleasure,
Filling the heart with wildfire praise,
forcing the hands up in worship.
Give a mind to your word on which
your servant builds his hopes;
Gratitude for it makes light
of all the afflictions that pinch me.
Gentlemen knowingly sneer
at the way I cling to your word;
Good you have been in the past,
and the memory heartens me now.
Gainsaying your say is the fashion;
blasphemous words make me cringe.
Gibberish jangles about me,
yet within is the psalm of your law.
Gloom gathers round us, grim ogre;
I hold onto the hand of the Lord:
Grant me no more than this,
that I never let go and get lost.
Hear this: what I own is the Lord,
to obey, to observe, to adore;
Hasn’t my heart besieged him
with ‘O Lord, make haste to help us’?
Having weighed all in the balance
I turn to your music’s measure,
Happy to keep to the rhythm
your law excites within me.
Heretics hustle and heckle,
but I hold to the whole of your word;
Hour by hour I praise you;
you are just in every season.
How I embrace them that love you,
that have their joy in your word.
Hilarity hallows the earth, О Lord,
as your homilies hallow me.
In fulfilment of your word,
О Lord, you have been good to me.
Instruct me in reason and knowledge;
all learning is love of your law.
I was wrong when I thought I had wisdom
but you taught me my lesson – in love.
Intense is your goodness, inerrant;
just teach me and I will learn.
Insolent wit of the clever
I forget when I mind your mind;
Ignoring your ignorant mockers
my pride is in knowing your will.
It is good to be schooled in affliction
if it gains me knowledge of you.
Isn’t one word of your mouth
worth mountains of silver and gold?
Just as you made me, as truly
perfect my understanding.
Jovial faces surround me
of others revering your word.
Judgements, О Lord, of your mouth,
they only are just, though they hurt me.
Joy of your kindness I cherish;
you promised – be kind to me now.
Jubilance follows your justice;
have mercy on my condition.
Justly the crestfallen liars
submit to the law that I love;
Joined to all those that respect you,
we many, united, rejoice.
Jewels of lore my adornment,
and I jealously guard them all.
Keeping watch for the word of your coming
my soul is worn out, yet it hopes.
Keen was. the lookout I kept;
oh when will it come to restore me?
Kitchen smoke kippers a wineskin;
I am shrivelled as much, yet I trust.
Kept in suspense, my time passes;
your answer must surely come soon.
Killers prepare me an ambush;
they take no account of your law;
Knives in their hands at the ready,
make speed to save me, О Lord.
Knocked senseless, kicked and nigh dead,
but still I wait on your word.
King of all kindness, О save me,
let me prosper in your help.
Lord, your word is inscribed
indelibly in the heavens;
Laws that you laid the earth by
keep faith with our generations;
Lasting and life-giving logic
that loyally follows your will.
Lost I would be through affliction
if love had not bound you to me.
Life is the lot you supplied me,
a lesson I tell your love by.
Learning your will is my study;
as I am your own, Oh save me.
Liers in wait look to trap me,
but I lie in wait in your will.
Limits curb even the best things,
but not the regime of your goodness.
Meditating the meaning of law
moves me to love you extremely,
Makes me wiser than all detractors
when my mind paces its maze.
More than my teachers I master
when I set my heart on your mind;
More than doctors of divinity
when I keep your directions in awe.
Mindful of your commandments
I consider each step with care;
Measured against your meaning,
moving as if you moved me.
Meat to my hunger your mysteries,
music to marry my feet to.
Manifest through your mandate
the sly double-dealing of sin.
Newel for all my steps is your will,
your word is a torch for my way.
Never to flout your just decree
I give you my oath, and will keep it.
Now quicken up my life, О Lord,
send word to the heavy-hearted:
News from heaven makes merry,
let me have word from you soon.
Narrow escapes I am used to,
the ways of your will are well-known.
Need of your mercies each morning
shall keep me close to your voice;
Nurtured upon your own promise
hat I shall inherit in time –
Nothing shall keep me from it,
nothing, from claiming my own.
Odious love
to love your law half-heartedly;
my love is far from lukewarm.
Other hope there is none;
only your word can I trust in.
Out of my way, unbelievers,
I follow the line of the Lord.
Only sustain me, and help me;
in hope alone do I prosper.
Order my steps, and ordain me
to honour your office for good.
Opposing you, who is successful?
they tie themselves up in their wiles.
Obscenity threatens the nation,
yet I trust your will to prevail:
Over all is the law of your judgement;
I fear for the Day when it falls.
Protect me against my accusers
if I have been just in your sight:
Preserve me in goodness forever,
saved from the pompous and proud.
Promise of justice sustains me,
has kept my depressed eyes open.
Poor as I am make me wealthy
with wisdom of knowing your will:
Prepare in my heart and perfect there
the purpose and science of God.
Publish your judgement today, Lord,
men have despised you too long.
Pearls beyond price, beyond beauty,
each perfect clause of your law;
Precious each phrase of the master;
not to love them is imbecile.
Right is the mystery you read us:
its ritual is rest to my soul.
Revelation roars from your words
to the soul of the open-hearted.
Ravenous to know your will,
and restless, I wait for your orders.
Regard me with your favour
as others who did you reverence.
Rule over each step that I take
that my feet may lead me aright:
Rescue me from wrong-doing,
and from those who would do me wrong
Revive me with your promise,
with one of your whispers restore me,
Red as my eyes are with weeping
when your law is set at nought.
So just is your justice, О Yahweh,
and your sentences consummate:
Set right in its place is each tittle
and jot of your eloquent law.
Sinners distort all your meaning;
their dullness drives me to anger.
Seeing your sense is well-tested
I rest assured in your syntax.
Stupid I may be, and slow,
but I count on your word for fulfilment.
Simply, your justice is absolute,
and your word is truth itself.
Sickened, in shame, in sorrow,
your word is all that sustains me.
Season by season I sound your promise,
I stand on it, and I survive.
Turn your ear to my plea, О Lord;
truly I long to obey you:
To you alone I turn for help,
to you alone for instruction.
The dawn comes on me in prayer,
awaiting the dawn of your word:
To read my teacher’s thoughts
my eyes stay open all night.
Teach me the secrets of your will,
О Lord, and set me in motion.
Talkative pedants molest me
who have no taste for your truth,
Truth that your word is truly,
truth that is ever nigh.
Tell us again that you love us,
testify time and again.
Unfasten this knot of frustration;
I yield my heart up to your will.
Uphold me when I am failing
with your encouraging word.
Ugly and ignorant lives they live
who have no love of your love.
Unending mercies, О Lord,
gladden the hearts of your hearers.
Under provocation and insults
I keep me close to your word.
Upset I am daily to witness
men turning their backs on you.
Unto your will I am prisoner;
let your word enfranchise me.
Unchangeable is your goodness,
inscribed in eternal Truth.
Voices of many against me;
be your single voice my defence.
Valued the gift of your promise
above hills of silver and gold.
Vice and deceit, I despise them,
but I love the law of your love.
Vehement praise I ascribe to
the virtue your word defines.
Vast is the peace of those
who go your way without stumbling.
Victory is your voice, О Lord;
my vow is to wait on your word.
Vital your will is to me,
and your love makes my love vivid.
Verse by verse I study to make
your commandments my own.
Wisdom is what you have promised,
О when will you grant possession?
Waiting and wanting your blessing,
and I wait, and I want it still.
With my lips I seek to praise you
for the wisdom you promised to give them.
When my tongue is taught to know you
it will sing your sovereign law.
Won’t you reach out your hand to me
that I might grasp your desire?
Weary I am with frustration, Lord,
but I know you will see me through.
While I live my life shall be yours,
my praise and my joy in your justice.
Wayward as I am, your lost sheep,
Lord, bring me at last to your bidding.
Another published English translation with acrostics is The Psalms Chronologically Arranged by the “Four Friends” (C.T. Arnold, A.W. Potts, F.E. Kitchener, S. Philpotts) of 1870.
Another 19th century translation with maintained acrostics is the German1883 commentary and translation by Franz Delitzsch . Unlike the other translations, he translates the acrostics of this and the other acrostic psalms by following an approximation of the German sound of the 22 letters (alef/א = a; bet/ב = b; gimel/ג = g; dalet/ד = d; he/ה = h; vav/ו = u; zayin/ז = s; chet/ח = h; tet/ט = t; yod/י = i or j; kaf/כ = k; lamed/ל = l; mem/מ = m; nun/נ = n; samech/ס = s; ayin/ע = e; pe/פ = f; tsadi/צ = z; qof/ק = k; resh/ר = r; shin/ש = sch; tav/ת = t).
There are several private modern English translations that implement an acrostic, including this one by Doug Van Dorn and one by Brenda Boerger (in Notes on Translation 1997, p. 35ff.)
For other psalms that use acrostics see Psalm 9/10, 25, 34, 37, 111, 112, and 145.
Greek, Hebrew, Latin, and Aramaic all have one term only that refers to what can be expressed in English as “sky” or “heaven(s)” (as a physical and spiritual entity). While there is a slight overlap between the meaning of the two English terms, “sky” (from Old Norse sky meaning “cloud”) typically refers to the physical entity, and “heaven” (from Old English heofon meaning “home of God”) typically refers to the spiritual entity. While this enriches the English lexicon, it also forces English Bible translators to make decisions that can be found only in the context in the Greek, Hebrew, and Aramaic texts. Most versions tend to use “heaven(s)” even if the meaning is likely “sky,” but the Contemporary English Version (NT: 1991, OT: 1995, DC: 1999) is an English translation that attempted to be more specific in the separation of the two meanings and was used as the basis for the links to verses used for this and this story (“sky”).
Norm Mundhenk (in The Bible Translator 2006, p. 92ff. ) describes the difficulty that English translations face (click or tap here to see more):
“A number of years ago an old lady asked me a question. What did Jesus mean when he said, ‘Heaven and earth will pass away, but my words will never pass away’? I do not remember what answer I gave, but I was surprised at how concerned she seemed to be about the verse. It was only later, after I had left her, that I suddenly realized what it was that she was so concerned about. She knew that death could not be far away, and all her life she had looked forward to being with God in heaven. But this verse said that ‘heaven will pass away’! What did that mean for her hopes? In fact, of course, in this verse Jesus was talking about the skies or the heavens, not about Heaven as the place of God’s presence. If I had realized the problem in time, I could easily have set the lady’s mind at rest on this question that was troubling her so much. However, I suspect that she is not the only person to be misled by the wording of this verse. Therefore, it is very surprising to find that even today many English versions (including the New International Version, New Revised Standard Version, Revised English Bible, Good News Translation) still say ‘heaven and earth’ in verses like Matt 24:35 and its parallels (Mark 13:31 and Luke 21:33). The Contemporary English Version (CEV) and Phillips’ translation seem to be aware of the problem, and in Mark 13:31 both of these have ‘earth and sky’ instead of ‘heaven and earth.’ But in some other passages (such as Matt 5:18) the traditional wording is still found in both of those translations. The New Century Version (NCV) does have ‘earth and sky’ more consistently, and the New Jerusalem Bible (NJB) has ‘sky and earth’ in these passages. (Although ‘sky and earth’ is closer to the Greek, it seems more natural in English to say ‘earth and sky’; but either way, at least the meaning is correct.)
“Louw and Nida’s Lexical Semantics of the Greek New Testament (publ. 1992) suggests that the Greek expression being translated here, ho ouranos kai he ge is ‘a more or less fixed phrase equivalent to a single lexical unit’ and that it means everything that God created, that is, the universe. They then quote Mark 13:31 as an example, using ‘heaven and earth’ in their translation of it. However, they go on to say that there ‘may be certain complications involved in rendering ho ouranos kai he ge as ‘heaven and earth,’ since ‘heaven’ might be interpreted in some languages as referring only to the dwelling place of God himself. The referents in this passage are ‘the sky and the earth,’ in other words, all of physical existence, but not the dwelling place of God, for the latter would not be included in what is destined to pass away.’ In my opinion, English itself is one of the languages where the word ‘heaven’ will be interpreted as referring only to the dwelling place of God himself, and translations into English should not use ‘heaven’ in these passages. It is probably because these passages are so very familiar that translators do not realize the meaning they are giving their readers when they use the expression ‘heaven and earth’ here. In modern English we might talk about a rocket ‘soaring into the heavens,’ but we would certainly not describe it as ‘soaring into heaven,’ because ‘heaven’ is not another way of referring to the sky or to outer space.
“In fact, it is surely important in all languages to have some way of distinguishing the concept of ‘sky’ from the concept of ‘dwelling place of God.’ In these passages translators should never use a term meaning ‘the dwelling place of God.’ It may not be necessary to use a term meaning ‘sky’ either, if there is some other expression in the language which gives the correct meaning of ‘everything that has been created’ or ‘the universe.’ There are of course places in the New Testament where Heaven, as the place where God lives, is contrasted with the earth. In these passages, translators should be careful to give the correct meaning. A good example of this is in the Lord’s Prayer, in Matt 6:10: ‘Your will be done, on earth as it is in heaven.’ Similarly, 1 Cor 15:47 says that ‘the first man [a reference to Adam] was from the earth, a man of dust; the second man is from heaven.’ Passages like these are referring to Heaven, not to the sky. Other NT passages where heaven refers to God’s dwelling place, in contrast with earth, are Matt 5:34-35, 16:19, 18:18, Acts 7:49, James 5:12, and Rev 5:3.
“Sometimes in the New Testament, the word ‘heaven’ is used because of the Jewish reluctance to use the name of God. ‘Heaven’ in these cases is used in place of ‘God’ and refers to God himself. This is the case in the many references in Matthew to ‘the kingdom of heaven’ where other gospels have ‘the kingdom of God’ (e.g., compare Matt 4:17 with its parallels in Mark 1:15 and Luke 10:9). It is also most likely the case in references like Matt 16:1, Luke 20:4, 5, John 3:27, and even perhaps Col 1:5.
“There are some places, such as Matt 11:25, where God is called ‘Lord of heaven and earth.’ Since God is of course the Lord of Heaven as well as of the universe, it may not matter so much which interpretation is given in these passages (others are Luke 10:21 and Acts 17:24). Nevertheless, the intended meaning here is likely to be ‘the universe.’ This is because this expression in Greek, as Louw and Nida say, is a set expression referring to everything that has been created. Acts 17:24 in fact combines the idea of the creation of the universe with the idea of God as Master or Lord of the universe. (…)
“Old Testament background The use of ‘heaven and earth’ in the New Testament is very similar to what we find in the Old Testament, because it is largely based on the Old Testament.
“The Old Testament begins with the story of creation, which is presented as the creation of the heavens and the earth, with lights to shine in the heavens and give light to the earth. Birds are created to live in the heavens, animals to live on earth, and fish to live in the sea (Gen 1:1-2:4).
“As we can see from the way the creation story is told, it is meant to be understood as the creation of the universe. Although in English the regions above the earth have traditionally been called ‘the heavens’ in the story of creation, they cannot be called ‘Heaven,’ in the sense of the place where God dwells. In terms of modern English, it would probably be better to say ‘the sky and the earth’ or ‘the earth and the sky.’ The story of creation then becomes an important theme throughout the Old Testament. (…)
“In most passages, whether in the Old Testament or the New Testament, when ‘heaven and earth’ or ‘the heavens and the earth’ are mentioned, the meaning is the created universe. It is not a reference to Heaven, as the dwelling place of God. In English, translators have not been careful to keep this distinction clear, and this is probably true in many other languages as well. However, as we have seen, this can lead to real confusion for ordinary Bible readers. It is better if translators find ways to make the meaning clear in these passages. ‘Heaven’ should be mentioned only in passages which clearly mean the dwelling place of God. In other passages, an expression should be used which means only ‘sky.’ Or else, the whole expression ‘heaven and earth’ can be translated in a way to show that the whole universe is meant.”
Other languages that have a semantic distinction similar to English include (click or tap here to see more):
Mossi: saase — “sky”; nyingeri — “the up above”(source for Loma and Mossi: Bratcher/Nida)
Roviana: mamaṉa — “sly”; maṉauru — “heaven” (an old word, meaning “empty, open space of the sky”) (source: Carl Gross)
Kayaw: mô̄la or “canopy-under”/mô̄khû̄la or “canopy-above-under” — “sky” (atmosphere where there is just air); mô̄khû̄ or “canopy-on/above” — “heaven” (invisible abode of God and angels)
Mairasi: Sinyavi — an indigenous term that is used for both “sky” and heaven”; Surga — loanword from Sanskrit via Indonesian referring to “heaven” (source: Enggavoter 2004)
Kamo: yamba, which, when capitalized (Yamba), means “God” (source: David Frank)
In some languages, such as Wandala, the vocabulary for terms for either “heaven” or “sky” is much richer than just to include those two distinction. While zhegela, the term that is specifically used for the physical sky was only used in early translations of the New Testament for “sky,” other terms such as samaya (used for both “sky” and “heaven”), zlanna (specifically used for the perfect abode of God and the goal of the faithful, as in Matthew 8:11), kwárá (a locational term used to speak of a chief’s rule [lit., “voice”] such as Matthew 3:2), or sleksire (“chieftaincy,” “kingship,” or “royalty” [originally from slekse “chief”] and used where there are no locational overtones, such as in Matthew 16:28) are used. (Source: Mona Perrin in Notes on Translation 1/1999, p. 51ff.)
The English translation by Sarah Ruden (2021) uses “sky” throughout. Ruden explains (p. li): “The Greek word ouranos refers evenhandedly to the physical sky and the place—often pictured as a royal court — where supreme divinity resides. ‘Sky’ seems generally better, first of all in avoiding the wackier modern imagery that comes with the English ‘heaven.’ And even when a supernatural realm is meant, ‘sky’ will often do, because the divine realm was thought to be located there, in addition to the weather and the heavenly bodies, whereas ‘heaven’ to us is fundamentally a religious term, and the ancients did not tend to separate linguistic domains in this way. I have retained the plural ‘skies’ where I see it in the Greek, because it is a Hebraism familiar in English translations of scripture and (I hope) not too archaic or jarring.”
Greek, Hebrew, Latin and Aramaic all have one term only that refers to what can be expressed in English as “sky” or “heaven(s)” (as a physical and spiritual entity). While there is a slight overlap between the meaning of the two English terms, “sky” (from Old Norse sky meaning “cloud”) typically refers to the physical entity, and “heaven” (from Old English heofon meaning “home of God”) typically refers to the spiritual entity. While this enriches the English lexicon, it also forces English Bible translators to make decisions that can be found only in the context in the Greek, Hebrew, and Aramaic texts. Most versions tend to use “heaven(s)” even if the meaning is likely “sky,” but the Contemporary English Version (NT: 1991, OT: 1995, DC: 1999) is an English translation that attempted to be more specific in the separation of the two meanings and was used as the basis for the links to verses used for this and this story (“heaven”).
Norm Mundhenk (in The Bible Translator 2006, p. 92ff. ) describes the difficulty that English translations face (click or tap here to see more):
“A number of years ago an old lady asked me a question. What did Jesus mean when he said, ‘Heaven and earth will pass away, but my words will never pass away’? I do not remember what answer I gave, but I was surprised at how concerned she seemed to be about the verse. It was only later, after I had left her, that I suddenly realized what it was that she was so concerned about. She knew that death could not be far away, and all her life she had looked forward to being with God in heaven. But this verse said that ‘heaven will pass away’! What did that mean for her hopes? In fact, of course, in this verse Jesus was talking about the skies or the heavens, not about Heaven as the place of God’s presence. If I had realized the problem in time, I could easily have set the lady’s mind at rest on this question that was troubling her so much. However, I suspect that she is not the only person to be misled by the wording of this verse. Therefore, it is very surprising to find that even today many English versions (including the New International Version, New Revised Standard Version, Revised English Bible, Good News Translation) still say ‘heaven and earth’ in verses like Matt 24:35 and its parallels (Mark 13:31 and Luke 21:33). The Contemporary English Version (CEV) and Phillips’ translation seem to be aware of the problem, and in Mark 13:31 both of these have ‘earth and sky’ instead of ‘heaven and earth.’ But in some other passages (such as Matt 5:18) the traditional wording is still found in both of those translations. The New Century Version (NCV) does have ‘earth and sky’ more consistently, and the New Jerusalem Bible (NJB) has ‘sky and earth’ in these passages. (Although ‘sky and earth’ is closer to the Greek, it seems more natural in English to say ‘earth and sky’; but either way, at least the meaning is correct.)
“Louw and Nida’s Lexical Semantics of the Greek New Testament (publ. 1992) suggests that the Greek expression being translated here, ho ouranos kai he ge is ‘a more or less fixed phrase equivalent to a single lexical unit’ and that it means everything that God created, that is, the universe. They then quote Mark 13:31 as an example, using ‘heaven and earth’ in their translation of it. However, they go on to say that there ‘may be certain complications involved in rendering ho ouranos kai he ge as ‘heaven and earth,’ since ‘heaven’ might be interpreted in some languages as referring only to the dwelling place of God himself. The referents in this passage are ‘the sky and the earth,’ in other words, all of physical existence, but not the dwelling place of God, for the latter would not be included in what is destined to pass away.’ In my opinion, English itself is one of the languages where the word ‘heaven’ will be interpreted as referring only to the dwelling place of God himself, and translations into English should not use ‘heaven’ in these passages. It is probably because these passages are so very familiar that translators do not realize the meaning they are giving their readers when they use the expression ‘heaven and earth’ here. In modern English we might talk about a rocket ‘soaring into the heavens,’ but we would certainly not describe it as ‘soaring into heaven,’ because ‘heaven’ is not another way of referring to the sky or to outer space.
“In fact, it is surely important in all languages to have some way of distinguishing the concept of ‘sky’ from the concept of ‘dwelling place of God.’ In these passages translators should never use a term meaning ‘the dwelling place of God.’ It may not be necessary to use a term meaning ‘sky’ either, if there is some other expression in the language which gives the correct meaning of ‘everything that has been created’ or ‘the universe.’ There are of course places in the New Testament where Heaven, as the place where God lives, is contrasted with the earth. In these passages, translators should be careful to give the correct meaning. A good example of this is in the Lord’s Prayer, in Matt 6:10: ‘Your will be done, on earth as it is in heaven.’ Similarly, 1 Cor 15:47 says that ‘the first man [a reference to Adam] was from the earth, a man of dust; the second man is from heaven.’ Passages like these are referring to Heaven, not to the sky. Other NT passages where heaven refers to God’s dwelling place, in contrast with earth, are Matt 5:34-35, 16:19, 18:18, Acts 7:49, James 5:12, and Rev 5:3.
“Sometimes in the New Testament, the word ‘heaven’ is used because of the Jewish reluctance to use the name of God. ‘Heaven’ in these cases is used in place of ‘God’ and refers to God himself. This is the case in the many references in Matthew to ‘the kingdom of heaven’ where other gospels have ‘the kingdom of God’ (e.g., compare Matt 4:17 with its parallels in Mark 1:15 and Luke 10:9). It is also most likely the case in references like Matt 16:1, Luke 20:4, 5, John 3:27, and even perhaps Col 1:5.
“There are some places, such as Matt 11:25, where God is called ‘Lord of heaven and earth.’ Since God is of course the Lord of Heaven as well as of the universe, it may not matter so much which interpretation is given in these passages (others are Luke 10:21 and Acts 17:24). Nevertheless, the intended meaning here is likely to be ‘the universe.’ This is because this expression in Greek, as Louw and Nida say, is a set expression referring to everything that has been created. Acts 17:24 in fact combines the idea of the creation of the universe with the idea of God as Master or Lord of the universe. (…)
“Old Testament background The use of ‘heaven and earth’ in the New Testament is very similar to what we find in the Old Testament, because it is largely based on the Old Testament.
“The Old Testament begins with the story of creation, which is presented as the creation of the heavens and the earth, with lights to shine in the heavens and give light to the earth. Birds are created to live in the heavens, animals to live on earth, and fish to live in the sea (Gen 1:1-2:4).
“As we can see from the way the creation story is told, it is meant to be understood as the creation of the universe. Although in English the regions above the earth have traditionally been called ‘the heavens’ in the story of creation, they cannot be called ‘Heaven,’ in the sense of the place where God dwells. In terms of modern English, it would probably be better to say ‘the sky and the earth’ or ‘the earth and the sky.’ The story of creation then becomes an important theme throughout the Old Testament. (…)
“In most passages, whether in the Old Testament or the New Testament, when ‘heaven and earth’ or ‘the heavens and the earth’ are mentioned, the meaning is the created universe. It is not a reference to Heaven, as the dwelling place of God. In English, translators have not been careful to keep this distinction clear, and this is probably true in many other languages as well. However, as we have seen, this can lead to real confusion for ordinary Bible readers. It is better if translators find ways to make the meaning clear in these passages. ‘Heaven’ should be mentioned only in passages which clearly mean the dwelling place of God. In other passages, an expression should be used which means only ‘sky.’ Or else, the whole expression ‘heaven and earth’ can be translated in a way to show that the whole universe is meant.”
Other languages that have a semantic distinction similar to English include:
Mossi: saase — “sky”; nyingeri — “the up above”(source for Loma and Mossi: Bratcher/Nida)
Roviana: mamaṉa — “sly”; maṉauru — “heaven” (an old word, meaning “empty, open space of the sky”) (source: Carl Gross)
Kayaw: mô̄la or “canopy-under”/mô̄khû̄la or “canopy-above-under” — “sky” (atmosphere where there is just air); mô̄khû̄ or “canopy-on/above” — “heaven” (invisible abode of God and angels)
Mairasi: Sinyavi — an indigenous term that is used for both “sky” and heaven”; Surga — loanword from Sanskrit via Indonesian referring to “heaven” (source: Enggavoter 2004)
Kamo: yamba, which, when capitalized (Yamba), means “God” (source: David Frank)
In some languages, such as Wandala, the vocabulary for terms for either “heaven” or “sky” is much richer than just to include those two distinction. While zhegela, the term that is specifically used for the physical sky was only used in early translations of the New Testament for “sky,” other terms such as samaya (used for both “sky” and “heaven”), zlanna (specifically used for the perfect abode of God and the goal of the faithful, as in Matthew 8:11), kwárá (a locational term used to speak of a chief’s rule [lit., “voice”] such as Matthew 3:2), or sleksire (“chieftaincy,” “kingship,” or “royalty” [originally from slekse “chief”] and used where there are no locational overtones, such as in Matthew 16:28) are used. (Source: Mona Perrin in Notes on Translation 1/1999, p. 51ff.)
The English translation by Sarah Ruden (2021) uses “sky” throughout. Ruden explains (p. li): “The Greek word ouranos refers evenhandedly to the physical sky and the place—often pictured as a royal court — where supreme divinity resides. ‘Sky’ seems generally better, first of all in avoiding the wackier modern imagery that comes with the English ‘heaven.’ And even when a supernatural realm is meant, ‘sky’ will often do, because the divine realm was thought to be located there, in addition to the weather and the heavenly bodies, whereas ‘heaven’ to us is fundamentally a religious term, and the ancients did not tend to separate linguistic domains in this way. I have retained the plural ‘skies’ where I see it in the Greek, because it is a Hebraism familiar in English translations of scripture and (I hope) not too archaic or jarring.”